Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXX

Dorothea Engebretsdatter, hende, om hvem Kingo ſang:

„Gaar nu, gaar hen, I ni berømteſte Gudinder,
At bukke eder dybt for en af Nordens Kvinder,“

medens Peder Syv fandt, at Dorothea, ligeſom Grækernes Sappho, billigen burde ſelv regnes blandt Muſernes Tal. Ogſaa Daſs kjendte „Dorthes berømmelig Rygte“ og bragte hende under ſit Ophold i Bergen 1680 ſin poetiſke Hyldeſt. De vexlede ſiden Tid efter anden Rimbreve, og Daſs blev, naar Leilighed gaves, en kjær Gjeſt i Digterindens Hus. Ogſaa Stiftamtmanden i Bergen, den danſke Adelsmand Laurits Lindenow, hørte til Petter Daſs’s Bergenſke Vennekreds. Bekjendtſkabet ſkrev ſig fra Lindenows Reiſer i Nordlandene og blev pleiet ved vor Digtets Beſøg i Bergen og ved poetiſke Epiſtler.

Petter Daſs, hvis Helbred i yngre Dage bød enhver Anſtrengelſe Trods og derfor heller ikke blev ſparet, begyndte temmelig tidlig at føle Alderdommens Tryk. Allerede i Aaret 1700 ſkriver han:

„Jeg for min Svaghed ikke kan
Aftrække mine Strømper.“

Endnu kan han dog ſpøge med ſin Skrøbelighed. Siden begyndte ogſaa Synet at ſlaa feil:

„… naar jeg eftertænker ret,
Et Skylden i mit Øie.
Jeg ſer nu ofte to for et“ oſv.

Hans Aandskraft var imidlertid uſvækket, ja juſt i disſe ſidſte Leveaar ſynes han at have digtet ſine fleſte Viſer. Det ſeneſte Digt, hvis Tid kjendes, er Gravſangen over hans Stedfader, der døde 1ſte Februar 1707; han ender den med disſe Linjer:

„Jeg tror med førſte Poſt og Bud
At komme dig i Tale.“