Dorothea Engebretsdatter, hende, om hvem Kingo sang:
„Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste Gudinder,
At bukke eder dybt for en af Nordens Kvinder,“
medens Peder Syv fandt, at Dorothea, ligesom Grækernes Sappho, billigen burde selv regnes blandt Musernes Tal. Ogsaa Dass kjendte „Dorthes berømmelig Rygte“ og bragte hende under sit Ophold i Bergen 1680 sin poetiske Hyldest. De vexlede siden Tid efter anden Rimbreve, og Dass blev, naar Leilighed gaves, en kjær Gjest i Digterindens Hus. Ogsaa Stiftamtmanden i Bergen, den danske Adelsmand Laurits Lindenow, hørte til Petter Dass’s Bergenske Vennekreds. Bekjendtskabet skrev sig fra Lindenows Reiser i Nordlandene og blev pleiet ved vor Digtets Besøg i Bergen og ved poetiske Epistler.
Petter Dass, hvis Helbred i yngre Dage bød enhver Anstrengelse Trods og derfor heller ikke blev sparet, begyndte temmelig tidlig at føle Alderdommens Tryk. Allerede i Aaret 1700 skriver han:
„Jeg for min Svaghed ikke kan
Aftrække mine Strømper.“
Endnu kan han dog spøge med sin Skrøbelighed. Siden begyndte ogsaa Synet at slaa feil:
„… naar jeg eftertænker ret,
Et Skylden i mit Øie.
Jeg ser nu ofte to for et“ osv.
Hans Aandskraft var imidlertid usvækket, ja just i disse sidste Leveaar synes han at have digtet sine fleste Viser. Det seneste Digt, hvis Tid kjendes, er Gravsangen over hans Stedfader, der døde 1ste Februar 1707; han ender den med disse Linjer:
„Jeg tror med første Post og Bud
At komme dig i Tale.“
