Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXVIII

latinſke Smaadigte, da han i 1694 tog Magiſtergraden. Venſkabet led ikke ſynderlig ved ſmaa Knuder, der alt imellem kom paa Traaden, ſom da Petter Daſs havde glemt at invitere ham til Gravøllet efter ſin Svigermoder, hvilket den pripne Magiſter lod ham høre. Daſs undſkyldte ſig i et latinſk Carmen og bad ham at lade gammelt Venſkab være hævet over ſlige Smaating, og, hvad enten de varme Ord eller de flydende Hexametre virkede meſt, Venſkabet blev igjen fornyet. Daſs lægger ham ved ſamme Leilighed indtrængende paa Hjerte, ſom hans fuld,tro Ven og ſom den, der viſtnok vilde overleve ham, at være hans efterladte Huſtru en Støtte og hans Søn en anden Fader. Bredal overlevede Daſs, og vi tvivler ikke paa, at han opfyldte ſin Vens Ønſke.

Peter Strømer i Nord og Peter Bredal i Syd, ſiger P. Daſs, er mine gode Naboer og trofaſte Venner, og han ſammenfatter ſpøgende Trekløveret ſom „de Kloſtermænd af Sancte Peters Orden.“ Strømer, der var Sognepreſt i Rødø og forreſten ligeſom Daſs lever i Sagnet ſom en ſtor Hexe-Meſter og Fandens Overmand, boede for langt borte, til at nogen ſynderlig Omgang kunde ſinde Sted, og har neppe heller havt ſaa meget tiltrækkende for Daſs ſom hans ſydlige Nabo.

Langt mere fik Petter Daſs at beſtille med en Studioſus Ole Nyſted, der en Tid „logerede“ hos Mag. Bredal[1]. Han havde læſt de førſte Stykker af „Nordlands Trompet“ og ytret for Forfatteren ſit udelte Bifald med denne Prøve. Nu vilde han ſelv forſøge ſig ſom Poet og ſkrev, hvad Daſs kalder en Physica Ligata, en Afhandling paa

  1. At han var hans Kapellan, ſom Welhaven ſiger, er ikke rimeligt, da han aldrig tituleres „Herr.“ En ſtuderet Mand har han dog viſtnok været.