Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXVI

rier. Heller ikke Faderens helt igjennem elſkværdige og humane Karakter gik i Arv paa Sønnen. Denne, der ſnart blev en af de ſtørſte Jordegods-Eiere nordenfjelds, mindes endnu af Almuen deroppe ſom den herſkelyſtne Prælat og haveſyge Proprietær.

Petter Daſs ſiger enſteds ſpøgende om ſig ſelv, at han „bor i det Land, hvor ei findes Skrift eller Bøger.“ Ialfald maa det for en Mand med ſaa ſterke literære Interesſer ofte have været en pinlig Fornemmelſe at føle ſig ſaa fjernt fra Centret for alle boglige Sysler. Det er derfor naturligt, at han med Begjærlighed greb den Leilighed til Forbindelſe med aandsbeſlegtede, der kunde tilbyde ſig. Hans bedſte og tidligſte Ven var visſelig hans egen Elev og Svoger, den fjorten Aar yngre Sten Wirthmand. Efterat denne i 1679 var bleven Student fra Trondhjems Skole og havde taget ſine Examina ved Univerſitetet, var han, ſom vi har hørt, i fire Aar Huslærer hos Daſs, der da endnu var Vice-Paſtor i Nesne. Efter nogle Aars Adſkillelſe blev han 1692 reſiderende Kapellan i Alſtahaug; en Tid efter giftede han ſig med Petter Daſs’s Søſkendebarn Dorothea Nilsdatter Arctander fra Nærø. De boede ſammen med P. Daſs paa Alſtahaug Preſtegaard, og denne ſtod Nytaarsdag 1698 Fadder til hans førſte Søn. Ogſaa Sten Wirthmand havde en poetiſk Aare, om end ikke ſynderlig frugtbar. Hans Epiſtel-Sange udkom ſammen med Svogerens Sange over Evangelierne og er tilligemed disſe udgivne mange Gange.

En anden Mand, der har ſtaaet vor Digter meget nær, var Magiſter Peter Bredal, Preſt i Naboſognet Brønø. Han var omtrent jevnaldrende med Daſs og har i mangt og meget delt hans Interesſer. Ogſaa Bredal var Forfatter, om end af en noget anden Art end hans Ben paa Alſtahaug. Grundighed og Lærdom var mere hans Sag