Anders Dass nød alle Fordelene af at være en velstaaende og velvillig Faders eneste Søn. Han behøvede ikke, som saamangen anden norsk Student, at affærdige sin akademiske Uddannelse i størst mulige Hast for at komme hjem og tjene sit Brød i en usel „Kondition.“ Han fik Anledning til at tage Magistergraden og derefter opholde sig en Tid udenlands, især i England, hvor de unge Nordmænd allerede paa den Tid ret hyppig fortsatte sine Studier.
Den 24de April 1700 udstedte Petter Dass „Opladelses-Brev“ paa Alstahaug Sognekald for sin Søn. „Om det med Guds og kongelig Majestæts Vilje kan ske,“ skriver han, da oplader han Kaldet for Anders Dass, paa de Vilkaar, at han selv, saa længe han lever, oppebærer alle Kaldets visse og uvisse Indtegter, hvorimod Sønnen skal være fornøiet med, hvad han aarligen vil tillægge ham. Det andet Vilkaar er ganske betegnende for den gamles Virkelyst: han forbeholder sig Ret til, ved Siden af sin Søn, at forrette Kirketjenesten, „paa det jeg formedelst Ørkesløshed ei skal forsynde mig mod Gud, min Menighed og min Samvittighed[1].“ Hvorvidt denne Opladelse fik Stadfæstelse paa høiere Steder, ved vi ikke; men først den 6te April 1704 blev Anders Dass ordineret til personel Kapellan hos Faderen og giftede sig fire Dage efter med Rebekka Angell, Datter af den rige Trondhjemske Raadmand Lorents Mortenssøn Angell. Mag. Anders Dass arvede intet af Faderens digteriske Anlæg. Vi har af ham kun seet et eneste Digt, hans „Æresvers“ til P. Dass’s Katekismus-Sange, og dette hæver sig ikke over Samtidens maadeligste Rime-
- ↑ Ester P. Dass’s egenhændige „Copie af mitt Kalds opladelse for min Søn,“ tilhørende Herr Bibliotheks-Amanuensis Tellefsen i Kristiania.
