Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXV


Anders Daſs nød alle Fordelene af at være en velſtaaende og velvillig Faders eneſte Søn. Han behøvede ikke, ſom ſaamangen anden norſk Student, at affærdige ſin akademiſke Uddannelſe i ſtørſt mulige Haſt for at komme hjem og tjene ſit Brød i en uſel „Kondition.“ Han fik Anledning til at tage Magiſtergraden og derefter opholde ſig en Tid udenlands, iſær i England, hvor de unge Nordmænd allerede paa den Tid ret hyppig fortſatte ſine Studier.

Den 24de April 1700 udſtedte Petter Daſs „Opladelſes-Brev“ paa Alſtahaug Sognekald for ſin Søn. „Om det med Guds og kongelig Majeſtæts Vilje kan ſke,“ ſkriver han, da oplader han Kaldet for Anders Daſs, paa de Vilkaar, at han ſelv, ſaa længe han lever, oppebærer alle Kaldets visſe og uvisſe Indtegter, hvorimod Sønnen ſkal være fornøiet med, hvad han aarligen vil tillægge ham. Det andet Vilkaar er ganſke betegnende for den gamles Virkelyſt: han forbeholder ſig Ret til, ved Siden af ſin Søn, at forrette Kirketjeneſten, „paa det jeg formedelſt Ørkesløshed ei ſkal forſynde mig mod Gud, min Menighed og min Samvittighed[1].“ Hvorvidt denne Opladelſe fik Stadfæſtelſe paa høiere Steder, ved vi ikke; men førſt den 6te April 1704 blev Anders Daſs ordineret til perſonel Kapellan hos Faderen og giftede ſig fire Dage efter med Rebekka Angell, Datter af den rige Trondhjemſke Raadmand Lorents Mortensſøn Angell. Mag. Anders Daſs arvede intet af Faderens digteriſke Anlæg. Vi har af ham kun ſeet et eneſte Digt, hans „Æresvers“ til P. Daſs’s Katekismus-Sange, og dette hæver ſig ikke over Samtidens maadeligſte Rime-

  1. Eſter P. Daſs’s egenhændige „Copie af mitt Kalds opladelſe for min Søn,“ tilhørende Herr Bibliotheks-Amanuenſis Tellefſen i Kriſtiania.