„mine elskelige nær Blodsforvante, Svogre og Anrørende“ i Dedikationen til Katekismus-Sangene — dannede et fastsluttet Samfund, hvis Hjertevarme og Endrægtighed gjorde dem det lunt og hyggeligt i den mangengang saa triste Natur. Sang og Viser var der fuldt op af ved hver Sammenkomst, og Aakvik, Nord-Herø og Søvik er endnu velkjendte Navne for de mange Yndere af Markus Volquarts’s Poesi; det er nemlig for den allerstørste Del disse Slegter, Falch, Dass, Angell og Broch, denne Digter har ofret sine Sange i „Sjælens Luth.“ Det var ogsaa Begivenhederne i disse Slegter, der var Gjenstand for Petter Dass’s første Digtervirksomhed. Flere Gange kappedes Dass og Volquarts om at besynge det samme Emne, en Jordefærd, et Bryllup eller et Barnsøl; var der ingen bestemt Anledning, digtedes Vindedreve, Rimbreve, gudelige Viser, „gjorte paa N. N.’s Navn,“ d. v. s., indrettede saaledes, at Begyndelses-Bogstaverne i hvert Vers tilsammen dannede et, især en Kvindes, Navn; dette ansaaes i det hele paa den Tid som en stor Opmerksomhed, og mangen gammel Salme skjuler paa den Maade et for Digteren dyrebart Navn. Man dømme, hvordan man vil, om alle disse Rimerier — de fleste vil neppe falde i vor Tids Smag — saa merker man dog i dem intet til det stive, opstrammede Høitidsantræk, hvori de bestilte Leilighedsvers fra den Tid er os saa usmagelige.
I sit huslige Liv synes Petter Dass at have været lykkelig. Hans Hustru nævnes ikke ofte. Hendes Portræt, der endnu findes i Familiens Eie, viser en ferm og noget før Kone, ikke egentlig smuk, men med et godt og forstandigt Ansigt. De havde to Sønner, Lars og Anders, den sidste opkaldt efter sin Morfader, samt en Datter, om hvem intet vides[1]. Da Børnene voxede til, — tog han til Hus-
- ↑ Hun nævnes i Visen om hans Sygdom (Side 221): „Min Søn og Datter“ osv.
