Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XIII

„mine elſkelige nær Blodsforvante, Svogre og Anrørende“ i Dedikationen til Katekismus-Sangene — dannede et faſtſluttet Samfund, hvis Hjertevarme og Endrægtighed gjorde dem det lunt og hyggeligt i den mangengang ſaa triſte Natur. Sang og Viſer var der fuldt op af ved hver Sammenkomſt, og Aakvik, Nord-Herø og Søvik er endnu velkjendte Navne for de mange Yndere af Markus Volquarts’s Poeſi; det er nemlig for den allerſtørſte Del disſe Slegter, Falch, Daſs, Angell og Broch, denne Digter har ofret ſine Sange i „Sjælens Luth.“ Det var ogſaa Begivenhederne i disſe Slegter, der var Gjenſtand for Petter Daſs’s førſte Digtervirkſomhed. Flere Gange kappedes Daſs og Volquarts om at beſynge det ſamme Emne, en Jordefærd, et Bryllup eller et Barnsøl; var der ingen beſtemt Anledning, digtedes Vindedreve, Rimbreve, gudelige Viſer, „gjorte paa N. N.’s Navn,“ d. v. ſ., indrettede ſaaledes, at Begyndelſes-Bogſtaverne i hvert Vers tilſammen dannede et, iſær en Kvindes, Navn; dette anſaaes i det hele paa den Tid ſom en ſtor Opmerkſomhed, og mangen gammel Salme ſkjuler paa den Maade et for Digteren dyrebart Navn. Man dømme, hvordan man vil, om alle disſe Rimerier — de fleſte vil neppe falde i vor Tids Smag — ſaa merker man dog i dem intet til det ſtive, opſtrammede Høitidsantræk, hvori de beſtilte Leilighedsvers fra den Tid er os ſaa uſmagelige.

I ſit huslige Liv ſynes Petter Daſs at have været lykkelig. Hans Huſtru nævnes ikke ofte. Hendes Portræt, der endnu findes i Familiens Eie, viſer en ferm og noget før Kone, ikke egentlig ſmuk, men med et godt og forſtandigt Anſigt. De havde to Sønner, Lars og Anders, den ſidſte opkaldt efter ſin Morfader, ſamt en Datter, om hvem intet vides[1]. Da Børnene voxede til, — tog han til Hus-

  1. Hun nævnes i Viſen om hans Sygdom (Side 221): „Min Søn og Datter“ oſv.