Med samme Freidighed og Ro kunde han, da hans rigtladede Jægt Høsten 1692 gik under paa Stathavet, udbryde: „Mit Gods er nedsjunken, men ikke mit Sind!“
Stundom, som i et af Rimbrevene til Dorothea Engebretsdatter, undslipper der Digteren et Suk over den strenge Natur, de daglige Farer og Møisommeligheder:
„Naar andre kan frydes ved straalende Sol,
Er vi Elementernes Slaver“;
men han sinder sig deri, som noget, der nu engang ikke kan være anderledes, og aldrig ytrer han et Ønske om at komme fra sit kjære Helgeland til blidere Egne og et mageligere Liv. Deroppe mellem Klipperne, hvor hans Vugge havde staaet, havde han endnu rundt om sig den talrige Kreds af nærmere og fjernere Frænder, ved hvem hans Hjerte hang. Der boede hans Broder Benjamin paa Aakvik, og dennes Søn, som giftede sig med Digteren Volquarts’s Søster, paa Skar[1]; den anden Broder, Jakob Dass, var Sorenskriver over Helgeland og boede paa Leines, ligesom Søsteren Pernille, gift med en Handelsmand Nils Greger, havde sit Hjem i Sognet. Moderen levede endnu; hun havde forlængst, endnu før Sønnen blev Prest, indtraadt i et nyt Egteskab med Fogden Peter Broch og boede fremdeles paa Nord-Herø. Med denne sin Stedfader levede Petter Dass i den allerbedste Forstaaelse og paaskjønnede denne brave Mands sjeldne Egenskaber, som Volquarts besang:
„Gudsfrygt, Godgjørenhed, som neppe haver Lige,
Var knyttet i hans Liv med Kjærlighedens Flige.“
Hans egne Søskende og hans Moders mange Brødre og Søstre med deres Børn — de opregnes, samtlige disse
- ↑ Der fødtes 1705 deres ældste Søn, den lærde og dygtige Rektor Benjamin Dass, der altsaa er en Brodersøns Søn af Digteren.
