Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXI

Med ſamme Freidighed og Ro kunde han, da hans rigtladede Jægt Høſten 1692 gik under paa Stathavet, udbryde: „Mit Gods er nedſjunken, men ikke mit Sind!“

Stundom, ſom i et af Rimbrevene til Dorothea Engebretsdatter, undſlipper der Digteren et Suk over den ſtrenge Natur, de daglige Farer og Møiſommeligheder:

„Naar andre kan frydes ved ſtraalende Sol,
Er vi Elementernes Slaver“;

men han ſinder ſig deri, ſom noget, der nu engang ikke kan være anderledes, og aldrig ytrer han et Ønſke om at komme fra ſit kjære Helgeland til blidere Egne og et mageligere Liv. Deroppe mellem Klipperne, hvor hans Vugge havde ſtaaet, havde han endnu rundt om ſig den talrige Kreds af nærmere og fjernere Frænder, ved hvem hans Hjerte hang. Der boede hans Broder Benjamin paa Aakvik, og dennes Søn, ſom giftede ſig med Digteren Volquarts’s Søſter, paa Skar[1]; den anden Broder, Jakob Daſs, var Sorenſkriver over Helgeland og boede paa Leines, ligeſom Søſteren Pernille, gift med en Handelsmand Nils Greger, havde ſit Hjem i Sognet. Moderen levede endnu; hun havde forlængſt, endnu før Sønnen blev Preſt, indtraadt i et nyt Egteſkab med Fogden Peter Broch og boede fremdeles paa Nord-Herø. Med denne ſin Stedfader levede Petter Daſs i den allerbedſte Forſtaaelſe og paaſkjønnede denne brave Mands ſjeldne Egenſkaber, ſom Volquarts beſang:

„Gudsfrygt, Godgjørenhed, ſom neppe haver Lige,
Var knyttet i hans Liv med Kjærlighedens Flige.“

Hans egne Søſkende og hans Moders mange Brødre og Søſtre med deres Børn — de opregnes, ſamtlige disſe

  1. Der fødtes 1705 deres ældſte Søn, den lærde og dygtige Rektor Benjamin Daſs, der altſaa er en Broderſøns Søn af Digteren.