Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XX

„Hvo der Arbeid ei vil gjøre,
Han ei heller æde maa,
Man ſkal ham ad Døren kjøre,
Naar han vil at tigge gaa,
Lade ſaa hans dovne Arme
Ligge hos hans hungrig Tarme.

Er det ſaa, du vilde give,
Almis til en doven Hund,
Det er ſom du ſkulde rive
Brødet bort fra Barnets Mund
Og det hen for Hunden kaſte,
Hvilket vel er værd at laſte.“

Heller ikke Petter Daſs vandt ſit Brød uden Arbeide, Strid og Fare. Til ſin Opregning af Alſtahaugs Herligheder føier Peder Clausſøn ogſaa den Bemerkning, at Sognepreſten kun erholder dem „med ſtor Livsfare til Sjøs, naar han uddrager til de Kirker paa Øerne, ſom ligge to eller tre Mile ude i aabenbar Hav.“ Men Petter Daſs var ligeſaa modig, ſom han var ſamvittighedsfuld i at opfylde ſit Embeds Pligter: i al den Tid, han var Preſt, forſikrer hans Biograf, blev neppe nogen Gudstjeneſte forſømt.

„Vort Nordland ſaaledes beliggende er:
Guds Lov maa forkyndes blandt Øer og Skjær
Uagtet al Fare og Møie.“

Graven paa Havſens Bund, der havde aabnet ſig for faa mangen Nordlandspreſt, havde for ham intet ſærdeles afſkrækkende:

„Hvad vil en Guds Tjener bekymre ſig ved,
At ham er udvalt et Begravelſes Sted,
Som Menneſken ikke kan ſinde?
Om han ikke bæres af Venner herud,
Han kan dog med Moſe begraves af Gud
Og lukkes ſaa rolig derinde.“