Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XIX

pligtelſer ligeoverfor Paul Munch. Han fortæller om dennes Misligholdelſe af den førſte Kontrakt: „Nu, jeg ſendte for fire Dage ſiden min Tjenere ind, hannem derom at erindre, kommer Budet breveløs og pengeløs med det Svar tilbage: at hans Broder i Kriſtiania (Stiftsprovſten) har forbydet ham mig en eneſte Skilling at give, og derfor ſagde ſig den Akkord ei at ville holde.“ „Hans Mund, Haand og Parole bliver hos mig aldrig mere i Kredit.“ Endelig beder han Biſkopen med et Ord eller to at meddele ſin Vilje angaaende Offertolden, „at,de reſiderende det, ſom mit er, ſig ei med befatter, men enhver at blive ved det, Gud og vor naadigſte Konge har undt[1].“

At Biſpen har givet Petter Daſs Ret, kan vi ikke tvivle om; men ligeſaa utvivlſomt er det, at Sognepreſten ogſaa i Fremtiden mangen Gang har havt Ubehageligheder for Munchs Skyld i de ti Aar, denne endnu reſiderede i Nesne.

Den Redebonhed til at hjelpe ſin Næſte i dennes Forlegenhed, der kommer tilſyne i Petter Daſs’s Adfærd ligeoverfor Paul Munch, var et ſterkt udpræget Træk i hans Karakter. Ved hans Død fandtes af hans Formue over 2000 Rdlr., i de Tider en betydelig Sum, udeſtaaende ſom Laan, og kun en liden Del deraf kunde Arvingerne faa inddrevet. „I ſin Hjelp mod trængende,“ ſiger hans Sønneſøn, „var han ei ubetænkſom, ſom mange fromme Gemytter er, men gav paa det nøieſte Agt, om den, ſom begjærede hans Hjelp, var duelig, ædruelig og flittig, og ei ved nogen Ladhed var bleven trængende,“ ſaaledes ſom han ſelv ſkarpt udtaler ſig i ſine Katekismus-Sange:

  1. Brev fra P. Daſs til P. Krog, dat. Alſtahaug d. 13 Feb. 91, Thj. Vid. Selſk. Mſkr. fol. 248.