Dass et Svar færdigt til Biskopen. Han medsendte sine øvrige Kapellaners Erklæring om Sagen, hvoraf Bispen kunde se, fra hvem „den Pukken og Truen“ skrev sig; „som Syl i Sæk ei gjerne kan dølges,“ saa har Mag. Munch ved sin Klage røbet sin Ondskab. „Mag. Munch melder i sin Erklæring,“ skriver Dass videre, „at jeg opbærer uden Umage det, han i Nesne og Raen med sit sure Sved arbeider for; dertil svares: Den samme Umage, han saa tidt udraaber, haver jeg havt i 17 samfulde Aar og ved Guds Naade udstandet, og Gud være evig Ære for hver en Time og Stund, jeg der var! Mange Pastores i Nordland og andresteds skulde ville ønske sig Indtegter som Mag. Munchs residerende Brød importerer, hvorom jeg, som der længst haver tjent, bedst ved at give Underretning. Mit Jægtebrug staar ham i Øiene: invitus alterius macrescit rebus opimis! Han beskylder mig for Umildhed: da er min Umildhed mod hannem denne, at jeg for hans anseelig Venners Skyld lod upaatalt mere end 80 Rdls. Importants af de Indtegter, mig ifjor med rette tilkom; kortelig, uden Ros at melde, gid min eneste Søn, som nu paa fremmede Steder efter Guds Behag skal henskikkes, maatte med lige Umildhed af andre antræffes, som Mag. Munch af mig er vederfarets! Jeg tror dog, Utaknemmelighed formedelst Guds Retfærdighed ordineres engang sin Løn.“ — Han paaviser dernæst, at Munchs Paastand om, at Kapellanerne tidligere havde nydt Sogneprestens halve Offertold, ikke medførte Sandhed, ligesom at hans Ytring, at de første altid havde besørget Vin og Brød anskaffet til Kirkerne, var greben ud af Luften. Derimod tilbød jeg ham ved hans Ansættelse, siger Dass, vel ti Ganger at paatage sig dette sidste. „Men han svared, me præsente: Nei! me absente: Gid Fanden være Herr Petters Dreng!“ Nu har han ikke synderlig Lyst til at indgaa For-
