Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XVIII

Daſs et Svar færdigt til Biſkopen. Han medſendte ſine øvrige Kapellaners Erklæring om Sagen, hvoraf Biſpen kunde ſe, fra hvem „den Pukken og Truen“ ſkrev ſig; „ſom Syl i Sæk ei gjerne kan dølges,“ ſaa har Mag. Munch ved ſin Klage røbet ſin Ondſkab. „Mag. Munch melder i ſin Erklæring,“ ſkriver Daſs videre, „at jeg opbærer uden Umage det, han i Nesne og Raen med ſit ſure Sved arbeider for; dertil ſvares: Den ſamme Umage, han ſaa tidt udraaber, haver jeg havt i 17 ſamfulde Aar og ved Guds Naade udſtandet, og Gud være evig Ære for hver en Time og Stund, jeg der var! Mange Paſtores i Nordland og andreſteds ſkulde ville ønſke ſig Indtegter ſom Mag. Munchs reſiderende Brød importerer, hvorom jeg, ſom der længſt haver tjent, bedſt ved at give Underretning. Mit Jægtebrug ſtaar ham i Øiene: invitus alterius macrescit rebus opimis! Han beſkylder mig for Umildhed: da er min Umildhed mod hannem denne, at jeg for hans anſeelig Venners Skyld lod upaatalt mere end 80 Rdls. Importants af de Indtegter, mig ifjor med rette tilkom; kortelig, uden Ros at melde, gid min eneſte Søn, ſom nu paa fremmede Steder efter Guds Behag ſkal henſkikkes, maatte med lige Umildhed af andre antræffes, ſom Mag. Munch af mig er vederfarets! Jeg tror dog, Utaknemmelighed formedelſt Guds Retfærdighed ordineres engang ſin Løn.“ — Han paaviſer dernæſt, at Munchs Paaſtand om, at Kapellanerne tidligere havde nydt Sognepreſtens halve Offertold, ikke medførte Sandhed, ligeſom at hans Ytring, at de førſte altid havde beſørget Vin og Brød anſkaffet til Kirkerne, var greben ud af Luften. Derimod tilbød jeg ham ved hans Anſættelſe, ſiger Daſs, vel ti Ganger at paatage ſig dette ſidſte. „Men han ſvared, me præsente: Nei! me absente: Gid Fanden være Herr Petters Dreng!“ Nu har han ikke ſynderlig Lyſt til at indgaa For-