Foruden Sognepresten var der residerende Kapellaner i Hovedsognet, i Nesne og i Vefsen. Disse holdt desuden for det meste Hus-Kapellaner. Det var altsaa et temmelig talrigt Samfund af Geistlige, i hvis Spidse Petter Dass var stillet. Forholdet mellem Sognepresten og de faste Kapellaner var nøie bestemt i den Trondhjemske Reformats af 1589, et for dette Stift eiendommeligt, merkeligt Dokument: De skulde kaldes af Sognepresten, deres Løn var fastsat i Reformatsen, og ligeoverfor Sognepresten, „Pastor,“ som han kaldes, skulde Kapellanen „sig som en Søn imod sin Fader i alle Maader forholde.“ Den første havde i hvert Sogn de visse, den residerende Kapellan eller „Vice-Pastor“ de uvisse Indtegter, saaledes som Petter Dass selv i „Nordlands Trompet“ med den største Nøiagtighed angiver[1]. Her var Fristelse nok til Overmod og Undertrykkelse fra den overordnedes Side og til Intriger og Misfornøielse hos Kapellanerne[2]:
„De siger, det er deres Arbeid og Sved,
Men fremmede Tænder forlækres derved,
Saa sker her forbister Aspecter.“
Men Petter Dass’s aabne og ligefremme Karakter, den Djærvhed og Frimodighed, der laa i hans Væsen, gjorde ham mer end de fleste andre skikket for en saadan Stilling og sikrede ham saavel hans Menigheders som de ham underordnede Presters Venskab og Agtelse.
En enkelt Undtagelse fandt dog Sted. Den Prest, der i 1689 fulgte ham som residerende i Nesne, Magister Paul Munch fra Falster, skulde volde ham mange Ubehageligheder. Han var en Broder af den daværende Stiftsprovst i Kristi-
