„uden al Løn,“ derpaa syv Aar „og imidlertid intet havt andet end det uvisse at leve af.“ Det gik efter Ønske, og Dass udnævntes allerede den 18de Mai til Sogneprest i Alstahaug. Han indsattes af Trondhjems nye Biskop, Dr. Peter Krog, der samtidig ordinerede Magister Paul Munch til hans Eftermand i Nesne.
Alstahaug Prestegjeld er selv efter sin nuværende Udstrækning et godt Kald; men det er intet mod, hvad det var paa Petter Dass’s Tid, Det bestod dengang af de nuværende Prestegjeld: Alstahaug, Vefsen, Nesne, Hemnes, Mo, Herø, Tjøttø og Hatfjelddalen, der nu tilsammen tæller henved 28,000 Mennesker. Allerede Peder Claussøn taler om Alstahaug som et rigt Kald; „der pleier“, siger han, „at være 900 Bønder, og er i denne Tid vel mere end 1000, saa at en Sogneprest kan vel aleneste udi sit Offer og Offertold faa hedenved 2 eller 3 Hundrede Vaager Tørfisk hvert Aar, foruden sin Tiendekorn og Tiendefisk og anden saadan Herlighed.“ En Prest deroppe, siger han, kan „leve som en Herre.“ Alstahaug var paa Dass’s Tid ganske vist, hvad det kaldes i en omtrent samtidig Optegnelse, „det rigeste og sormuendste Kald, ikke alene i Nordlandene, men i al Trondhjems Stift.“ Petter Dass drev derhos som saamangen Nordlandsk Prest paa den Tid Jægtebrug som Bisyssel. Han havde flere Jægter, hvis „Opsaat“ endnu er at se ved Alstahaug, og skal ved denne Bedrift have tjent mange Penge. Naar dertil kommer, at han førte et tarveligt og nøisomt Liv og var en god Husholder, vil det let forstaaes, at der af de rigelige Indkomster blev en hel Del tilovers; der fortælles, at han blev istand til at opkjøbe alt Kongens Gods i Vefsen, „hvilket er det allerskjønneste Gods i alle Nordlandene[1].“
- ↑ Dette siges i en i Rigsarkivet beroende Klage over Mag. Anders Dass, fremsat 1718 af Ole Broch, residerende Kapellan i Vefsen.
