Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XIII

„Trængſels Aar“ forholdsvis let. Allerede fra Barneaarene havde han jo nok ſeet, at

„Nordlands Preſter danſer ei
Paa Roſer og Violer“.

Dertil kom, at den Preſt, hos hvem han „en Tjeners Tjener var,“ Herr Henrik Dinclow, lader til at have været ham en god „Husbond.“ Petter Daſs, der i et langt Rim har beſkrevet hans Oplevelſer, roſer ham ſom en dygtig og nidkjær Preſt, der modig trodſede de tuſende Beſværligheder, hans vanſkelige og farlige Kald udſatte ham for. Han ſkildrer ham ei alene ſom den fromme Herrens Tjener, men ogſaa ſom Menighedens Fader og Raadgiver, til hvem Sognefolkene bragte ſine ſyge, ſom han ved ſine Husraad og „Plaſter“ kurerte[1].

Da Herr Dinclow i 1681 afgik ved Døden, blev Petter Daſs hans Eftermand ſom reſiderende Kapellan i Nesne og Ranen. Om end dette Kald ikke kunde regnes blandt de bedſte preſtelige Stillinger, bragte det dog den fattige Hus-Kapellan en betydelig Forbedring i de ydre Kaar. —

„Gud gjorde endog mere,
End nogen Tid jeg bad,
Han lod mit Kald formere,
Gav Kald paa Kald i Rad“.

Sognepreſten til Alſtahaug, Peter Meyer, døde den 26de April 1689 efter i ſex Aar at have foreſtaaet dette ſtore, men beſværlige Kald. Petter Daſs ytrer i ſin korte Anſøgning om at blive Meyers Eftermand, at han nu i henved 16 Aar havde tjent ſom Kapellan i Nesne, førſt ni Aar

  1. Det var i de Dage, og navnlig i-Nordland, viſtnok hyppig Tilfældet, at man tyede til Preſten ogſaa for ſine legemlige Brøſt. Dr. Peter Jeſpersſøn lagde ſig paa ſin Udenlandsrejſe efter Medicinen, fordi han paa den Tid endnu tænkte at leve og dø ſom Nordlandspreſt.