„Trængsels Aar“ forholdsvis let. Allerede fra Barneaarene havde han jo nok seet, at
„Nordlands Prester danser ei
Paa Roser og Violer“.
Dertil kom, at den Prest, hos hvem han „en Tjeners Tjener var,“ Herr Henrik Dinclow, lader til at have været ham en god „Husbond.“ Petter Dass, der i et langt Rim har beskrevet hans Oplevelser, roser ham som en dygtig og nidkjær Prest, der modig trodsede de tusende Besværligheder, hans vanskelige og farlige Kald udsatte ham for. Han skildrer ham ei alene som den fromme Herrens Tjener, men ogsaa som Menighedens Fader og Raadgiver, til hvem Sognefolkene bragte sine syge, som han ved sine Husraad og „Plaster“ kurerte[1].
Da Herr Dinclow i 1681 afgik ved Døden, blev Petter Dass hans Eftermand som residerende Kapellan i Nesne og Ranen. Om end dette Kald ikke kunde regnes blandt de bedste prestelige Stillinger, bragte det dog den fattige Hus-Kapellan en betydelig Forbedring i de ydre Kaar. —
„Gud gjorde endog mere,
End nogen Tid jeg bad,
Han lod mit Kald formere,
Gav Kald paa Kald i Rad“.
Sognepresten til Alstahaug, Peter Meyer, døde den 26de April 1689 efter i sex Aar at have forestaaet dette store, men besværlige Kald. Petter Dass ytrer i sin korte Ansøgning om at blive Meyers Eftermand, at han nu i henved 16 Aar havde tjent som Kapellan i Nesne, først ni Aar
- ↑ Det var i de Dage, og navnlig i-Nordland, vistnok hyppig Tilfældet, at man tyede til Presten ogsaa for sine legemlige Brøst. Dr. Peter Jesperssøn lagde sig paa sin Udenlandsrejse efter Medicinen, fordi han paa den Tid endnu tænkte at leve og dø som Nordlandsprest.
