Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/107

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Ei stegte Fasaner, ei Turtelen ung;
For let er min Taske, for arm er min Pung,
Kalkoner, Kapuner at hente.
Hvad venter vi Krydder og Regliker sund?
Sligt giver alene den Indiske Grund,
Her fanges ei Druer at tære!
En Ret tilberedet af udblødet Sei
Behager jer, Venner, da siger ei nei,
Den skal til jers Tjeneste være.
Smør-Klakken paa Brækken og sættes skal frem,
Og Byg-baged Flad-Brød, en Leiv eller fem,
Hver kline[1], saa meget ham lyster!
Det være skal gjerne min’ Gjester uspart;
Ei ringeste Pølse skal blive bevart,
Ei Blande[2] for dennem, der tørster.
En Skinke jeg eier, om nogen har Lyst,
Har hængt udi Røg nu paa niende Høst,
Er temmelig vel udi spege,
En Tønde godt Bonde-Gods[3] staar i mit Bur[4],
Blev fanget ifjor, smager træffelig sur,
Jeg deraf et Par har at stege;

  1. At kline er at stryge, smøre, hvoraf kommer Klining, Fladbrød, som er overstrøget med Smør og sammenlagt. (A. D.)
  2. Blande er Syre og Vand, blandet sammen, hvoraf det kaldes Blande; Syre hellers den Valde, som bliver tilbage af Melken, naar der er kogt Ost af den; den lægges paa Tønder, til den bliver vel sur, hvoraf den kaldes Syre; den gemene Mand fast over alt i Trondhjems Stift bruger denne Syreblande til daglig Drik. Andre Steder bruger vel og Bonden at drikke Valden og kalder den Syre, men det er den Valde, der samler sig blandt den sure Melk under tyk Fløde (paa norsk Rømme), men samme er ukogt og hverken saa varig eller læskelig. (A. D.)
  3. {sperret|Bonde-Gods}} kaldes den Sild, som bruges i Landet og ikke udskibes.
  4. D. e. Stabur.