Hil være det elskelig kvindelig Kjøn,
Matroner og ægte-gift Hustruer skjøn’,
Madamer og ugifte Piger;
Dog synderlig tugtig Gemytter især,
Min Hilsen jeg samtlig tilbyder enhver,
Og redebon Tjenest’ tilsiger.
I ville, naar Solen paa Hvælvingen glad[1],
Fremskrider til Middags opstigende Grad
Mig vide samdrægtig den Ære:
Til Maaltid at komme som Gjester i Rad,
Mit Bord at bepryde, samtykkend’[2] med, hvad
Som Huset formaar at frembære!
Udlændiske Retter ei laves skal her,
Ei gylden Skau-Essen[3] skal stande for nær,
Min Pung ei sligt mægter at kjøbe.
Ei heller udover sedvanlige Skik
Paabjudes skal nogen umaadelig Drik
Med Bacchi fuldmaalede Støbe.
I kongelig Kjøken jeg aldrig har vært,
Var aldrig af fremmede Mester oplært
En Suppe paa Fransk til at koge:
Thi bedes høiærede Venner om Gunst;
I mig ei bespotter, om jeg i min Kunst,
Ei træffer saa lige de kloge.
Beredet ei vorder Ahsveri Banqvet
Paa Fyrstelig Maade med dobbelte Sæt,
I har ei Peponer[4] at vente!
Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/106
Denne siden er korrekturlest
