Øen, der blev langvarigt og strakte sig i det mindste til 31 Marts 1225, paa hvilken Dag han endnu er i Palermo, hvorimod han i Mai findes i sin vanlige Fastlandsresidents Foggia, og endelig i 1233, da man finder ham i Messina den 8 Mai; han er endnu paa Øen i Begyndelsen af 1235, i hvilket Aar han saa, som bekjendt, efter mange Aars Forløb atter vendte tilbage til Tydskland.
I hvilket af disse Aar det norske Gesandtskab indtraf paa Sicilien, eller i hvilke Aar det skede, thi den Mulighed er naturligvis ikke udelukket, at flere af Ambassaderne kom did, kan ikke afgjøres. Dog synes 1221 at være for tidligt, til at man kan antage Forbindelsen allerede da aabnet, og 1235 aabenbart for sildigt for et første Gesandtskab, hvorfor 1223–25 er det sandsynligste.
Som Chefer for de senere Gesandtskaber nævnes Nikolas Paalssøn (Paal Vaagaskalms Søn), hvis Modtagelse i »Keiserens Gaardu angives at have været udsædvanlig berømmelig, kun Skade, at vi ei erfare, hvor denne »Gaard« (Hoffet) befandt sig, enten Nord eller Syd for Alperne. Senere for Roar Kongsfrænde paa Kongens og Baard Isaksbroder paa Hertugens Vegne sammen afsted, fremdeles uden at vi erfare, hvor Keiseren befandt sig. Alt dette synes at være skeet inden Udgangen af 1237. Senere for en Tydsker Henrik mellem begge Herskere, i 1241 var et keiserligt Gesandtskab i Norge og endelig, lige ved den Tid, da Keiseren døde, sendtes Askatin, den senere Biskop i Bergen, og Aamunde efter.
Kunde man nu antage, at vor Forfatter har været anvendt som Medlem af et Gesandtskab eller flere saadanne til Keiser Frederik, vilde der herved kastes et interessant Lys over hans Verk.
Det vilde da strax følge af sig selv, at den Beskrivelse af Vaaben, Beleiringsredskaber o. s. v. af en Art, som for en stor Del ikke forekom i Norge, hvor navnlig systematiske Beleiringer af stærke Fæstninger ikke fandt Sted, skyldes
