den rige Anledning, som en eller flere Gesandtskabsreiser til Frederik den Anden har givet til at gjorte Iagttagelser paa disse Omraader. Man kan vist ogsaa med temmelig Tryghed sige, at flere af de Regler, som i Kongespeilet gives for Hoflivet og Ceremoniellet, skyldes Forfatterens Bekjendtskab til et rigere og elegantere Hof, end det norske, f. Ex. naar, der omtales, hvorledes man har at forholde sig, naar Kongen har Besøg af fremmede Konger, hvilket paa den Tid ikke er indtruffet hertillands. Men det er dog ikke saadanne forholdsvis mindre vigtige Ting, hvorpaa jeg fortrinsvis tænker. Hvad jeg egentlig lægger Vægt paa, er at man i Kongespeilet paatagelig forefinder politiske Anskuelser, Meninger og Synsmaader der i en mærkelig Grad minde om den Statsforfatning, som Frederik den Anden, byggende paa normanniske Traditioner, siden 1220 havde gjennemført i sit syditalienske Arverige. Og her gjelder det at erindre, at medens en nordisk Reisende med almindelige Forudsætninger maaskee ikke vilde have havt let for at tilegne sig en virkelig Forstaaelse af denne eiendommelige Stat, et særsyn i Middelalderen, besad Kongespeilets Forfatter uden Tvivl saadanne Betingelser i en Grad, som i det høieste kun ganske faa af hans Landsmænd.
Frederik II., der fandt sig i, at Lensfyrsterne mere og mere rev Magten til sig i det tydske Rige, saaledes at Keisermagten i dette snart skulde blive en Skygge, regjerede derimod i sine Arvelande som absolut Hersker og gjennemførte et bureaukratisk System, der omspændte det hele Samfund og, skjønt det apulisk-siciliske Rige var paveligt Len, forstod Keiseren ogsaa at gjøre sig Biskopperne underdanige og at knytte dem saaledes til sig, at de i den store Kamp mellem ham og Paven for den større Del bleve ham tro.
Nu er ogsaa Kongespeilets Forfatter (trods sin Kjærlighed til Aristokratiet) at betragte som ligefrem Absolutist. Sin Betragtning af Kongemagtens ubegrændsede Ret har han selv udtrykt saaledes:
