Haakon Haakonssøn og »Puls« saavelsom Siciliens daværende Herre, Keiser Frederik den Anden, være høist rimeligt og berettiget at tænke sig, at Forfatteren i kongeligt Ærinde havde besøgt disse Lande.
Nogle af vore udmærkede Kjendere af det gamle norske Sprog, der have viist mig den Godhed at meddele mig philologiske Bemærkninger til det foreliggende Sted, gjøre imidlertid opmærksom paa, at dette Sted maaske bør fortolkes anderledes. Prof. Sophus Bugge har – uden dog at benegte, at den bogstavelige Oversættelse jo kan være den rette – anført et Exempel paa, at en Tidsbestemmelse er trukket over fra den Gjenstandssætning, hvori den logisk hører hjemme, til Hovedsætningen, saasom i Vølsunga Saga Cap. 1: þat er nu at segja eitthvert sinn, al Sigi ferr at dyra veidi. Derfor mener han, at vel ogsaa en Stedsbestemmelse (her: i Sikiley) kunde paa samme Maade fra Gjenstandssætningen drages over i Hovedsætningen. »Derfor tror jeg (skriver Bugge), at Ek hafi spurt i Sikiley, at þar o. s. v. kan betyde: Jeg har hørt, at der paa Sicilien o. s. v. Professor Unger har meent, at Forf., om han havde villet sige, at han selv paa Sicilien havde hørt noget, da havde sagt Ek spurda, ikke ek hefi spurt. Endnu bestemtere har Rector M. Nygaard i Drammen, der særlig har syslet med det gamle norske Sprogs Syntax, i et Brev til Bugge udtalt sig for, at i Sikiley egentlig hører hjemme i Gjenstandssætningen[1]. Mærkes kan jo ogsaa, at i Kongespeilets Editio
- ↑ Jeg hidsætter af Rectorens Brev følgende: »Jeg tror bestemt, at det omtalte Sted er at oversætte: Jeg har hørt, at der paa Sicilien o. s. v., ikke: Jeg har paa Sicilien hørt o. s. v. Hvis Forf. vilde have udtrykt det sidste, havde han vist sagt noget saadant som: Þá er ek var i Sikiley, spurða ek. Læser man Texten i Sammenhæng (i Brenners Udg. S. 30) vil man ikke finde det mere paafaldende, at i Sikiley staar foran at-Sætningen, end at det samme er Tilfældet baade i ðialogo og i þessum eldi er á Islandi er. Meningen paa de to sidste Steder er jo: Det er mig sagt, at den hellige
