Steder i Forening, giver en Formodning om personligt Kjendskab til dem.
Der er ogsaa et Sted i Kongespeilet, hvoraf man fristes til at gjøre sig en Tanke om, hvad der kan have foranlediget hans Reiser. Det er der hvor han[1] udtaler sig om Gesandtskaber i Kongens Tjeneste til »andre Konger og Paven«. Vi skulle senere i en anden Forbindelse vende tilbage til dette Sted. Her fremhæve vi kun den synlige Interesse, hvormed Forfatteren fremhæver just denne Kongens Ret, Retten til at sende, hvem han vil ud i saadanne Ærinder, samt den Bemærkning at der kræves et særligt »Mandevid« til at være Sendemand, hvilket kan synes at tyde paa en selvbevidst Følelse af personlig at have været anseet for skikket til saadan Forretning. Og det vil jo aldrig kunde negtes, at en Mand af de Egenskaber, som vor Forfatter aabenbart i høi Grad har besiddet, nemlig mangesidige Kundskaber i Almindelighed og udstrakt Sprogkundskab i Særdeleshed i Forening med den Klogskab og Livserfaring, endelig ogsaa den Penneførelse hvorom hans Verk overalt vidner, maatte synes i ualmindelig Grad at egne sig til Diplomat efter den Tids Leilighed, navnlig maaske til Tolk og sekretær for et Gesandtskab.
Denne min Formodning vilde jeg ansee i høi Grad bestyrket, for ikke at sige beviist, ifald jeg turde holde mig til den ligefremme ordlyd af det Sted af Kongespeilet, som nu maa omtales. Det findes i 13de Capitel[2]. Her hedder det: Ek hefi spurt i Sikiley, at þar er mikill eldsofrgangr o. s. v. Ordret altsaa: Jeg har paa Sicilien erfaret o. s. v. Skulde man følge denne bogstavelige Oversættelse, hvortil jeg for mit Vedkommende har været stærkt fristet, og altsaa fastslaa at Kongespeilets Forfatter personlig havde besøgt Sicilien, da vilde det, naar man tillige erindrer de stadige Forbindelser, der, som bekjendt i mange Aar fandt Sted mellem Kong
