Husmænd, vare de i Trysil hyppigst Selveiere eller Gaardbrugere. Præsten giver dem idet Hele et godt Vidnesbyrd for Tjenstagtighed, Godgjørenhed og Føielighed.
Om deres Vilkaar i Tiden henimod vore Dage kan henvises til Eilert Sundts „Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge“.
Af Sagn om Finnerne kjender jeg kun faa. I Nordmarken ved Christiania hørte Asbjørnsen i sin Tid Fortællinger om en „Lucas Finne, som havde boet i Fortjernbraaten og kunde saameget, at han frelste Hjorden sin for alle Slags Udyr, saa aldrig noget Kreatur blev slaaet eller revet for ham.“ Paa Finskoven i Grue har jeg selv hørt en Tradition om, at Finnerne der paa Grændsereguleringens Tid i forrige Aarhundrede holdt meget mere af den norske end den svenske Øvrighed og Styrelse og derfor ved Forhørene altid udtalte sig overensstemmende med de norske Grændsekommissærers Paastande. Det heder, at de lagde norsk Jord i sine Sko for at kunne sværge paa, at de „stode“ i Norge o. s. v. De fleste Sagn ere dog vistnok fra Hurdalen. Her fortaltes, at endog hele Sognet i sin Tid skulde have været beboet af Finner. Endnu har en Holme i Hurdalssøen Navnet Skriverholmen. Her, heder det, holdtes Ret i gamle Dage, og Finnerne kom da ogsaa did for at betale Skat. Øvrigheden var saa bange for deres store Tolleknive og skarpladte Bøsser, at de ikke turde lade mere end en eller to ad Gangen slippe ud paa Holmen. Ved Søen Øiangen paavises endnu Stenrøser, der skulle være Ruiner af Finnernes Jordgammer, ligesom ogsaa Spor af deres Rugbraater. Paa Gaardene Bratlien og Lundby, siges der, boede ligeledes Finner, og disse vare Venner, medens de levede i Fiendskab med andre Finner paa Opperud og Røsserud. Alle fire forstode de sig dog lige godt paa
