Trolddom og „satte Finskud“ paa hverandre eller Kreaturene.
Bratlifinnen var dog den værste. Han kunde
„gjøre Veir“, og man saa derfor ofte i Høaannen Solskin
hos ham og Lundbyen, medens det regnede i Bygden forresten.
Han kunde ogsaa lokke Fisken til sig, men naar
hans Uvenner vilde forsøge, gjorde han Uveir paa Vandet.
Hans Efterkommere skulle endnu leve paa Gaarden
Buraas, hvis Eier (1871) var Sønnesønssøn af hin
Bratlifinne. Finbraaten, Fingarn, Finlangen o. s. v. ere
Navne, der endnu minde om Kvænerne.
Meddelelser fra Rigsarchivet, I. S. 41,73. Chr. Langes haandskrevne Samlinger i Rigsarchivet. T. H. Aschehoug i Norsk Tidsskr. for Vidensk. og Literatur, 2den Aarg. 1848, S. 317, 318, 325 o. s. v. Budstikken. IV. S. 358. Pontoppidan, Norges naturlige Historie„ II. S. 455. Topogr. Journal, H. 23, S. 44–63. Kraft, Top.-stat. Beskr. over Kgr. Norge, I. (ældre Udg.), S. 504. Asbjørnsen, Norske Huldreeventyr, 3. Udg., S. 96.
I vor Historie forekommer paa Reformationstiden ikke
saa sjelden en Mand ved Navn Stig Bagge, der længe
var i Henrik Krummedikes og Eske Bildes Tjeneste paa
Bergenhus, senere (1536) ved den sidste af sine indflydelsesrige
Herrers Hjælp selv opnaaede at forlenes med
Lister Len, men omsider fik en brat Død i Nederlandene,
hvorhen Christian III. havde sendt ham som Speider. Han
blev nemlig her fangen under Kysten af Zeeland og lagt
paa fire Steiler, hvorover Kong Christian i Skrivelser til
flere fremmede Fyrster meget beklagede sig. Stigs Fader
