et Brev, ligeledes fra Gyldenløve, af 12te Febr. 1676 omtales en „bosiddende Finne af Norderhovs Præstegjeld Paul Keisen“, der har klaget over stor Overlast af en Jacob Bertelsen. Gyldenløve befaler derfor Jacob at forføie sig til Akershus uden Ophold, om han ei vil blive hentet paa en Maade, som ham ei skal anstaa, ligesom ogsaa Finnen tilsiges at møde.
I den følgende Tid omtales Finnerne fremdeles med Ugunst; i 1699 kaldes de „det allerskadeligste Ukrud for Landet, som nævnes kan, da de i Ufreds Tid ere de allerstørste Espioner og vide alle Gjenveie og Stier i Skovene, saa hver fattig Mand maa frygte sig for deres Overfald, Røveri og Tyveri.“ Pontoppidan bemærker i sin Norges naturlige Historie, at de Norske behandle dem, som man andensteds behandler de lumpneste Jøder. Overtroen tillagde dem derhos Trolddom og Djævelskab, idet man paa dem overførte alle de gamle Forestillinger, der knyttede sig til Navnet „Finner“.
Forøvrigt er det klart, at Finnerne paa Romerike, Krogskoven o. fl. St. nogenlunde snart ere smeltede sammen med den øvrige Befolkning, og at de kun i Solør, Vinger og Østerdalen bevarede sit Sprog og sin nationale Eiendommelighed. Efterhaanden bleve de alle fastboende, enten Selveiere eller Husmænd. Af Finnerne i Trysil har man en meget interessant Skildring i Præsten Smiths Beskrivelse af denne Bygd fra Slutningen af forrige Aarhundrede. Han anslaar deres Antal i dette Præstegjeld til halvtrediehundrede og anfører forøvrigt, at de i Regelen ere i bedre Forfatning end de Norske i Bygden, især formedelst deres Rugbraater, skjønt dog deres Fædre vare endnu mere velstaaende. Deres Klædedragt var den i Egnen almindelige, og de forstode at tale Norsk og havde lært at læse. Medens Finnerne i Solør for det meste vare
