brugtes til Gilde, naar Slægten kom sammen for at regne deres Odels Linie og erfare Næste-Mand til Odels Gods. Og er samme Bord prydet med blanke Jern-Nagler længst efter med tvende Lykker udi, hvorudi det siden hængtes paa Væggen.“ Miltzow fortæller ligeledes, at Hensigten med de genealogiske Forhandlinger var at bevare Kundskaben om enhver Æts Odelsfordringer, men tilføier, at man ogsaa tilsigtede at forhindre Ægteskab mellem Slægtninge paa en Tid, da de forbudne Grader strakte sig ud igjennem flere Led. Om saadanne Ættelag fortælles ogsaa i en Optegnelse fra Bergens Stift fra forrige Aarhundrede: „Hver Slægt kom sammen ved St. Hansdags Tid og lod alle Lemmer passere revue for den, som var caput familiae, hvilken skar et Hak i Familiens Tælstok for hver, som var i Live. Derhos var Dands og Leg, og ældgamle Folk fortælle, at deres Fædre have talt om denne Sammenkomst med stor Bevægelse og Klagemaal over Afskaffelsen deraf, da det var saa frydefuldt et Gilde.“[1]
I Katholicismens Dage gaves ogsaa en anden Fest af blandet religiøs og selskabelig Charakter. I enhver Kirke holdtes nemlig en særlig Gudstjeneste paa den Dag, da den var bleven indviet, den saakaldte Kirkjumessa („Kjørmesse“, tydsk „Kirmess“), altsaa til høist forskjellige Tider og til høist forskjellige Helgeners Ære i de forskjellige Bygder. For en stor Del Kirker kjendes endnu Dagen, især i Oslo Stift, hvor „den røde Bog“ gjerne har opbevaret den, medens man saagodtsom aldrig kjender Aaret. Ogsaa disse Sammenkomster ledsagedes af Sammenskudslag. Denne Fest vedblev Almuen paa flere Steder ogsaa at feire efter Reformationens Indførelse, men
- ↑ Folkevennen; 8. Aarg., S. 285.
