gang saadan Ærbødighed mod de Gamle, at naar en Olding tiltalede en ung eller blot gik ham forbi, maatte den Unge tage Huen af. En blandt Pigerne blev i disse Gilder udvalgt til Lysepige. Hun maatte staa øverst indenfor Bordet og holde et Lys imellem hver Finger i begge Hænder. Naar hun blev træt, maatte to andre af de mest agtede Piger stille sig ved hendes Side og støtte hendes Hænder. At blive valgt til Lysepige ansaaes for saa stor en Ære, at det længe erindredes i Slægten som et ærefuldt Minde, om Stammoderen havde udført denne Forretning. Man ved endnu at nævne en Kvinde i Kinservik, der har været Lysepige. Det var en Søster af Bonden Engel (Ingulf) Simonssøn Ringøen, og hun var født 1658 og døde 1738. Men naar Gildene ophørte, og naar Gildestuen blev revet ned, kjender man ikke.[1]
Provst Hertzberg skriver forøvrigt ved en anden Leilighed (1828): „Flere af de ældste Mænd, jeg nu i 24 Aar har samlevet med her, forsikre efter deres Oldefædres Udsagn, at for endog kun 70–80 Aar siden var det endnu Skik og Brug her (i Ullensvang og Kinservik), at naar Fædrene kom sammen i deres Vertskaber, ginge deres Samtaler for det meste ud paa at opregne deres Slægtregister fra Forfædrene og Fortællinger om deres Daad.“[2] Denne Beretning om, at især Slægtregistrene kom paa Tale ved slige Sammenkomster, bestyrkes af Skrifter fra det syttende Aarhundrede. I Christen Jensens Ordbog findes (S. 40) saaledes følgende mærkelige Notits: „Gildebord kaldes det Bord, som i gamle Dage
