Inki fær du dotter mi,
Hon er inki vaxin enno,
Men me skal mötast på leikarvollo
Og rauðen ràðe fer henna.
(Landstads Folkeviser, S. 401).
En ældgammel Forlystelse i Norge var Hestekampene, de saakaldte Hestething (hestavíg, hestaþing). Man hidsede Hingster paa hinanden og lod dem slaas saalænge, indtil som oftest den ene laa død paa Kamppladsen. Hingster, som havde store og skarpe Tænder (vígtennr, d. e. Kamptænder), bleve opfødte særlig i den Hensigt at bruges ved disse Hestething. Eierne af saadanne Dyr satte hinanden Stevne til Hestekamp, og en Skare Tilskuere af begge Kjøn strømmede sammen til denne. Til Kampplads valgtes gjerne en Slette med Høider i Nærheden, paa hvilke Tilskuerne, især Kvinderne, toge Plads. Hingsterne førtes parvis frem, og for at hidse dem paa hinanden havde man nogle Hopper staaende bundne i Nærheden. Naar de nu reiste sig paa Bagbenene og begyndte at bides, skulde Mændene, der fulgte dem, hidse (etja) og hjelpe hver sin, og dette gjorde de dels ved at drive dem frem med en Stav, de havde i Haanden (hestastafr), dels ved at støtte Hesten bagfra. De anseligste Høvdinger fulgte ofte selv sine Hingster i Kampen, og undertiden var der i Forveien udnævnt Dommere, som i tvivlsomme Tilfælde skulde afgjøre, hvilken Hest havde bidt bedst fra sig. Ikke sjelden kom de tvende Mænd, der hidsede Hingsterne, i sin Iver selv i Kamp med Hestestaven, naar den ene syntes, at den anden mishandlede hans Hingst. Ofte kunde paa et saadant Hestething mange
