1. I Skaanevik i Bergens Stift havde engang trende
Kandidater præket paa Prøve, og alle syntes de lige gode.
Men da de skulde til at messe og synge paa Prøve, sang
de tvende første hver sin Psalme nogenledes, men den
sidste, som kjendte bedst Bondens Sang, begyndte at synge
den Kjæmpe-Vise, som brugtes i Kro-Huset: „Svend Felding
han sidder paa Helsingborg og roser sig af sin Færd“.
Strax fik denne Overvegten, og hver Mund aabnede sig
for at udnævne ham til Præst.
E. Pontoppidan, Colleg. pastorale, Kbh. 1757, S. 140.
2. „Hr. Lyttik Hansen Ovenstad var en fattig Guldsmeds Søn og blev som Student med endel Andre tagen til Fange i Tyrkiet, men ved Hjelp af et christent Fruentimmer blev han hidset ned i en Kurv gjennem Vinduet og rømte med et Skib, som laa seilfærdigt. Dette fortalte han selv ofte til Bønderne i Lindaas. Dengang, han kom did, havde Bønderne endnu selv Kaldsretten, og der var sex Mænd af hvert Sogn samlede i Lindaas- Hovedkirke for at høre ham og to andre Studenter præke og vælge sig en af dem. Hr. Lyttik var den fattigste og den sidste, der prækede, men han blev udvalgt af Menigheden, som overlydt raabte, da han gik ned af Prækestolen: „Hr. Lykke vil vi have, Hr. Lykke vil vi have!“ De to andre rige Studenter, som vare misfornøiede hermed, gjorde nu et Gjestebud for Bønderne for at overtale dem til at afstaa fra deres Valg. Hr. Lyttik, sagde de, var saa fattig, at han vilde blive dem til altfor megen Byrde og Besvær og kunde ei have Livsophold iblandt dem. Men uagtet alt dette overlagde Almuen med hverandre, at enhver bosiddende Mand i Præstegjeldet aparte skulde give ham aarlig et Kalveskind, som da gjaldt fire Skilling. Dette nyder Sognepræsten endnu (ɔ: 1750),
