halda Gaaren min, eg skal ala deg ei Oxeplyt atte føre.“
Den gode Herre Bisp ynkedes over den fattig Mand for
hans Kones og Børns Skyld, bad ham læse det niende
Bud med de andre, han skulde hjelpe ham til at beholde
sin Gaard.“
Christen Jensen: Den norske Dictionarium eller Glosebog. Kbhvn. 1646, S. 128–129. Forf. af denne første Ordbog over det norske Almuesprog, udentvivl en danskfødt Mand, var Sognepræst til Askevold i Bergens Stift.
I gamle Dage var det en almindelig Tro, „ei
aleneste blandt Pøbelen, men og iblandt Folk af Distinktion“,
at Præsten paa Nesodden havde Ret til at ægtevie
hvem han vilde, hvad enten de nu havde Pas, Forlovere
o. s. v. eller ikke. Ligeledes, mente man, havde han Ret
til at antage dem til Guds Bord, som ikke fik Lov at
gaa til Alters andensteds, fordi de vare satte i Kirkens
Ban. Endnu i Begyndelsen af forrige Aarhundrede vare
virkelig Præsterne „ilde bryede“ med Landstrygere, som
troede paa, at dette gamle Sagn var Sandhed, og overløb
dem med Bøn om Vielse.
I Christian den Fjerdes Tid var der en meget ryggesløs Præst ude paa Nesodden, som hedte Hr. Nils Lauritssøn. Han „benyttede sig af sin Ret“ og viede alle Omløbere, stundom, heder det, paa særegne Betingelser. Engang, som han kjørte paa Isen paa Bundefjorden med et liderligt Fruentimmer i Slæden, mødte han Biskoppen fra Oslo. Han skjulte da „sin Deilige“ i Slæden,
