for ind i Stuen. Da han ikke saa noget til Jon, gav han sig til at lede i alle Kroge og steg tilsidst op i Gruen. Her saa han, at Jon sad høit oppe i Skorstenspiben, og greb da efter Benene hans, men Jon var alt kommen saavidt tilveirs, at Fanden bare fik Tag i den ene Støvle, som han sled Hælen af, og den beholdt han. Uden nogen videre Men kom Jon hjem til Norge, giftede sig og blev Præst til Indviken i Nordfjord. Der gik imidlertid ikke lang Tid, før hans Kone fik ham mistænkt for ulovlig Omgang med en Bondepige og førte Klage over ham til Kongen. Kongen bød, at Konens Klage nøie skulde undersøges, og Sagen kom for Retten i København. Medens denne Sag stod paa, skulde Mester Jon engang forrette Gudstjeneste ved Opstryens Kirke. Præsten red den Dag og havde Skydsgut med sig. Da han var kommen saalangt som til Risøerne, saa han en stor Orm, som kom farende midt over Veien og blæste høit. Præsten holdt stille, blev tankefuld, saa paa den og sagde: „Ved du det ogsaa?“ Skydsgutten spurgte, om Ormen sagde Noget. Præsten svarede: „Den siger, at det er sidste Gang jeg reiser her.“ Saaledes blev det ogsaa. Kort Tid efter faldt Dommen over Mester Jon, og den lød paa, at han skulde rettes. Jon bad nu Kongen om Naade, og den fik han ogsaa, men Præstens Kone satte sig saa stærkt imod, at Kongen ikke fik Fred for hende, før han havde befalet, at det alligevel skulde blive ved Dommen, slig som Retten havde afsagt den. Retterstedet blev reist nær Indvikens Kirke. Da Mester Jon førtes did, sagde han: „Hvis jeg er uskyldig, skal mit Blod rinde op for Bakke.“ Og se, da Præsten var rettet, randt Blodet op for Bakke, saaledes som han havde sagt. Paa det Sted kunde sidenefter ikke gro Græs, og Præstekonen gik det ilde. Hun blev slagen med Sygdom, krøgnede sammen, saa hun hverken kunde
