hans Tjenestepiger løb op for at hente samme, mødte Hustruen Pigen tog Flasken og slog den i Marken med de Ord: „Den Hund kan drikke Vand.“ Præsten holdtes for at være falskelig anklaget og uden Skyld henrettet. Dog blev han efter de Tiders Vankundighed, efter sin særdeles Lærdom og Fermeté i Chymien agtet af Mange for en Troldmand. Han blev begraven udenfor Kirkegaarden, men hans Efterkommere har ladet Kirkegaarden udvide, saa han nu ligger indenfor. Hans Hustru levede siden til høi Alder, som Manden ogsaa siges at have ønsket paa Retterstedet, og det i saa stor Fattigdom og Elendighed, at hun i en Kurv blev baaren fra Mand til Mand. Hun blev almindelig kaldet Utro-Malene.“
Chra. Univ.-Bibl. Mskpt. No. 337, fol. Nedskrevet 1751 for E. Pontoppidan af Stedets Sognepræst. J. Meldahl.
2. Paa Præsteskolen i Wittenberg var der engang en Mand, som kaldtes Mester Jon. Da han havde gaaet i Lære i fem Aar, var han færdig som Præst; men nu blev han endnu fem Aar til ved Skolen for at lære Svartebogen, og den lærte han da ogsaa tilgavns. En Dag, da de ti Aar vare omme, kom Gamle-Erik og vilde have Jon fat. Jon var inde i sin Stue og havde stængt Døren. Gamle-Erik[1] stod udenfor og raabte: „Jon! Jon!“ Det havde Jon ventet. Han tog fire Tolleknive, satte en i hvert Stuehjørne, og disse svarede nu Gamle-Erik med Jons Røst og holdt ham op med Snak, mens Jon selv krøb op igjennem Skorstenspiben for at slippe bort. Fanden lod sig narre en Stund, men tilsidst skjønte han dog, at der maatte være galt paafærde, brød Døren op og
- ↑ Paa Vestlandet ogsaa kaldet „Gamle-Sjur“ (Hallagers Ordsamling).
