opkom Proces, og hr. Jens maatte reise til Christiania, men paa Tilbagereisen døde han 1639.
Hr. Sigvart Engebretssøn fik nu Sognekaldet. Han var den første Præst efter Reformationen, „der fik sin Lige“, da han nemlig ægtede en Datter af Præsten til Gryten i Romsdalen, Hr. Jørgen Marstrand. Alle hans Sønner kom ogsaa „til hæderlige Betjeninger“. Hr. Sigvart var meget afholdt af Almuen, og Bønderne gav ham et Bevis herpaa, da han skulde til Romsdalen at holde Bryllup med sin Fæstemø. En stor Mængde Lesjeværinger fulgte ham nemlig til Hest, „alle i en sær gammeldags Dragt med sorte, saakaldte Flasketrøier og Fune-Hatte eller høie spidse Hatte, desligeste en Spore paa Foden efter den Tids Brug blandt Bønderne, naar de red til Gilder.“ „De vare og alle bevæbnede med deres krumme Sabler, og da de saaledes samtlige vare komne ned paa Grytens Grændser i Romsdalen, mødte endel gamle Mænd i lys Habit og Positur af Grytens Sogn, som tog mod Brudgommen med sær Fryd og Ære og bragte hannem til Bruden i Grytens Præstegaard, hvor de samtlige drukke Bryllup. Imidlertid fortæller man, at begge Sognenes Ældste kom i Disput med hinanden om Rangen, thi begge Parter vilde være ved Brudgommens høire Side, hvorover det nær havde endtes i en blodig Tragedie, da de begyndte med Sablerne at fegte med hinanden. Endelig blev de dog skilte ad, og enhver for til sit Sted.“
Hr. Sigvart døde 1694, 104 Aar gammel, og var en frisk og rørig Mand endnu, da han havde fyldt de Hundrede. I sin Embedstid havde han mange Ubehageligheder af sin Formands, Hr Jens den yngres, Børn, „som af deres haarde Gemyt bleve og ere navnkundige“. Især led han meget ved en af dem, Christen Jenssøn Havok,
