at de ikke eiede Hest, og Hr. Jens maatte da sætte sin Kone paa en Kjelke og trække hende afsted. Siden blev han kaldet til Præst i Øier og døde der som Provst.
Da man nu skulde have en ny Præst i Lesje og ingen anden var at saa, blev Hr. Jens’s Søn, Jens den yngre, tagen ud af Throndhjems Latinskole, hvor han gik i den fjerde Lectie, og kaldet til Præst i sin Fødebygd, „hvorhen han som en meget fattig Person kom vandrende“. Paa sin Reise tog han ind paa Gaarden Hattrem, hvor han forelskede sig i en Bondedatter, der siden blev hans Hustru. Saa kom han til Præstegaarden, som var i en meget ynkelig Forfatning, hverken pløiet eller tilsaaet. Det var i Hr. Jens’s Tid, at Skotterne gjorde sit Indfald i Dalen.
Denne Hr. Jens var kyndig i Feldberederiet og lærte Bønderne den Kunst, hvorfor Lesjeværingerne længe vare i Orde som dygtige Feldberedere. Han forstod ogsaa Bundtmagerkunsten og gjorde mange Skindfelder for Bønderne. Engang, da han holdt Ligprædiken over en Bonde, som ogsaa havde været Skindfeldmager, skal han have sagt i sin „Applikation“: „Vel var den gode salig Mand en god Mester til at gjøre Skindfelder, dog kunde han ikke gjøre saadanne Fryndser i Hjørnerne som jeg.“ Naar Hr. Jens lyste til af Prækestolen, at Menigheden skulde komme til Præstegaarden for at forrette det sedvanlige Pligtarbeide, stod hans Hustru op i Kirken og mindede ham med lydelig Stemme saaledes: „Gløm inkje beja døm taa me Spaanom sinom.“ (Glem ikke at bede dem tage sine Skeer med). Hr. Jens og hans Kone havde ni Børn, „som alle bleve ved Bondestanden“. Han vilde tvinge sin Kapellan, Hr. Sigvart Engebretssøn, til at ægte en af hans Døtre, men Hr. Sigvart vilde ikke. Deraf
