De ældste Præster i Lesje efter Reformationen.
Da Reformationen blev indført i Lesje, var Hr. Ole Kaanne (eller Kornie) Præst der. Han skal have været en Bondesøn fra Store-Tande der i Bygden og have lagt sin Odel under Præstegaarden. Han prækede ikke anderledes, end at han læste op af en liden Huspostil, som endnu efter to Hundrede Aars Forløb var i Behold paa Gaarden Sønstebø.
Hans Eftermand, Hr. Sven, efterlod sig Døtre, „som for deres særdeles Grovheder ere navnkundige indtil denne Dag“.
Saa kom Hr. Jens, den ældre, en dansk Mand. Han giftede sig med en Bondedatter Marit. I hans Tid indfaldt omtrent ved Aar 1600 frygteligt Uaar, Dyrtid og Elendighed. Bønderne maatte lade sine Gaarde ligge udyrkede og sendte tilsidst sine Plougjern ind til Akershus for at give tilkjende, at de ingen Skat kunde betale, hvorfor de ogsaa slap fri.[1] Mange forlod ogsaa Bygden, og blandt dem vare Præstefolkene selv. De vare saa fattige,
- ↑ Dette Træk er af stor Interesse. En lignende Beretning fra Aarene 1632–35 læses i C. U. Schønings Tractatus de habitu Norvegiæ ad agric. p. 41, og i en af Generalveimester Thaulows Skrivelser (Norske Saml. I. S. 567) heder det, at Bønderne i Christianssands Stift 1739 klage over sit Veiarbeide og „er færdig strax at levere deres Plovjern og kvittere Gaarden“. Mærkeligst er dog, at Bønderne i Tønsberg Len allerede 1424 meldte til Erik af Pommern, at de, hvis de skulde plages af Fogderne med „Hesteløb“ som hidtil, „hellere vilde befale Eders Naade baade Harv og Plog og overgive baade Fædrene- og Mødrenearv og fly Lenet“. (Dipl. Norv. I. S. 499). Udtrykket maa hidrøre fra Tydskland, hvor Jorden var skatlagt efter Plouge (Haken, unci).
