som blandt Andet engang oprørte Almuen mod ham og selv lagde Haand paa ham i Kirken og drog Messeklæderne af ham, medens han stod for Alteret. Hr. Sigvart anlagde da Sag mod Christen, der tilsidst blev saa forarmet, at han maatte gaa fra Gaard og Grund. En anden af Hr. Jens’s Sønner blev tilsidst lagt paa Steile som Morder, efter at han havde skilt tre Mennesker ved Livet.
H. F. Hiorthøy, Beskrivelse over Gudbrandsdalens Provsti. Kbhvn. 1785. 2, S. 9–14.
Om Uaar og Nød i Gudbrandsdalen i sextende Aarhundrede findes mellem G. Schønings Papirer en Afskrift af en gammel Optegnelse, funden paa Blakar i Lom, saalydende: „Ao 1566 stor dyr Tid i Gudbrandsdalen. 1567 begyndte Pesten paa Lom. 1576 kjøbte Mange tydsk Mel i Sogn til Fladbrød. 1600 noget før Paaske begyndte Pesten paa Lom. 1602 stor dyr Tid i Gudbrandsdalen; mange aad Mose af Fjeldet.“
I 1585 fik Hr. Tollef Stenssøn, som tilforn havde været Præst i Aal, Nes Kald. Medens han endnu var i Aal, kom en Bonde, som boede paa Gaarden Hus, til ham og bad Præsten følge med til Haug i Sigdal for at hjelpe ham med at fri til Mandens Datter Aaluf. Men da de kom did, syntes Præsten saa godt om Pigen, at han friede for sig selv istedenfor at fri for Bonden. Forældrene fandt, at det var et Tilbud, de ikke kunde lade gaa fra sig, og gave sit Samtykke, saa at Præsten fik Datteren. „Bonden, som saa, hvor skammelig han var bleven fixeret, forbitredes heftig derover, men maatte
