og hindre, at han forelskede sig i andre. Hvis saa nogen Præst tilfældigvis ingen Frille havde, betragtedes dette som stridende mod nedarvet god Skik, og han maatte betale Biskoppen dobbelt Kosthold. Og Præsternes Friller eller Hustruer, fortælles der videre, nøde i Norge Forrangen for andre Kvinder, endog for Ridderfruer.“
Ved Reformationens Indførelse forandredes disse Forhold naturligvis fuldstændigt, idet Præsterne herefter kunde gifte sig som andre, men at der i Overgangstiden endnu maatte taales et og andet af det gamle Væsen, vil fremgaa af nedenstaaende authentiske Beretning, der findes i Justitsraad Hammers Optegnelser om Præsteskabet i Gran paa Hadeland (Haandskrift i Videnskabsselskabets Bibliothek i Throndhjem).
I den sidste Hamarbisps, Hr. Magnus Lauritssøns, Dage kom en Magister Amund hjem fra Tydskland, hvor han sandsynligvis havde studeret, og blev Sognepræst til Norderhov paa Ringerike. Han tog en Enkes unge Datter Kirstine Olsdatter til sin „Nøglepige“. Da senere Mag. Amund forflyttedes til Grans Kald, tog han Kirstine med sig som „Raadskvinde“ og avlede syv Børn med hende. Men omsider lod han hende dog indgaa Ægteskab med en Bonde, Peder Rolfssøn paa Morstad, „med hvilken Mand hun siden levede som en ærlig Dannekvinde til sin Dødsdag.“ Paa Ringerikes Thingstue tog Lensmanden, Søren Hverven, i Aaret 1574 Kirstine Olsdatters Skudsmaal af Almuen for den Tid, hun havde været Nøglepige i Norderhov; „da fremstod tvende gamle Dannemænd, Hans Hverven og Jon Tanberg, og bestode, at forne Kirstine var en ærlig Pige, der Mag. Amund tog hende i sin Tjeneste.“ Aaret efter forespurgte en Bonde i Gran, Gudmund Hillen, der var gift med en Datter af Mag. Amund og Kirstine, sig til Things om hendes For-
