Det katholske Forbud mod Præsters Ægteskab var unaturligt, vakte stor Modstand og blev, selv da det omsider gjennemførtes, altid omgaaet. Hos os holdt Præsterne altid saakaldte Deier, Raadskvinder eller Følgekoner,[1] der hyppig i Virkeligheden vare at betragte som Hustruer i et Slags borgerligt Ægteskab. Derfor var et saadant Fruentimmers Stilling i Samfundet ikke heller ligefrem uhæderlig, ligesaalidt som de Børns, der vare Frugten af disse Forbindelser. Man ser Præster at sikre sine Raadskvinders Fremtid (f. Ex. Dipl. Norv. I. S. 441), deres Børn ætledes (f. Ex. ibid. I. S. 131 og 236), en Præst holder sin Datters Gravøl (ibid. I. S. 252) og Bryllup (ibid. II. S. 292), en bemidlet Mand frier til en Præstedatter (ibid. II. S. 53). Aslak Bolts Datter gjorde to Gange efter hinanden gode Partier, Olaf Engelbrektssøn var Søn af en Bispedatter fra Stavanger og havde selv en Søn, der fik en stor Gaard i Jemteland; den bekjendte Christopher Throndssøns Hustru var Datter af Decanen i Throndhjems Capitel o. s. v. I Udlandet synes imidlertid det norske Præsteskab at have været berygtet for sit Levnet, dersom man skal tage Hensyn til en Ytring hos en bekjendt Krønikeforfatter Theodorich af Niem († som Biskop i Cambray 1417). Han fortæller nemlig, at „Biskoppens Frille ikke tillod sin Husbond at drage i Visitats uden at tage hende selv med, dels fordi hun da kunde leve høit hos Præsterne i Selskab med disses Friller, dels fordi hun vilde passe paa sin Elsker
- ↑ Af Fylgekona ere efter P. A. Munchs Mening saavel det norske „Førkje“ som det svenske flicka dannede. Førkje kunde muligens ogsaa være Fem. af Fark (Furk), en Omstreifer.
