„siden det i Nordland er tjenligst til Sæd“, og at Stiftamtmand Rappe erklærer holstensk Korn for det tjenligste til Udsæd søndenfjelds, bedre end dansk og norsk. Ligeledes kan erindres, at Priserne paa Korn i Søndmøre, naar det skulde kjøbes af Private, af Fogden for 1742 opgives saaledes: 1 Tønde Byg 3 Rdlr. 16 Skill., 1 Tønde Havre 15 Mark, 1 Tønde Rug 48 Skill., hvilket erklæres for overmaade dyrt. Potetesplanten var som bekjendt dengang endnu ikke overført til Norge, en Omstændighed, hvortil vi maaske bør tage et ikke saa ringe Hensyn ved vor Bedømmelse af Landets Hjelpekilder.
Skjønt vi ikke nogensteds have seet det udtrykkeligt udtalt, synes det os dog rimeligt, at just disse Trængselsaar have bidraget meget til at fremkalde eller idetmindste dog fremskynde Foranstaltninger fra Regjeringens Side her i Landet, som bleve af varigere Betydning, ja som tør regnes mellem vor indre Histories Hovedbegivenheder. Vi tænke her paa de vigtige Forordninger af 2den December 1741 om Fattigvæsenet. Fra Statens Side havde dette Anliggende, som nu maa regnes mellem de allervigtigste, hidtil kun været lidet paaagtet; det var næsten kun i større Byer, at der fandtes Hospitaler og andre for en stor Del ved privat Godgjørenhed oprettede Stiftelser for Syge og Hjelpeløse; paa Landet finde vi vel i det sextende Aarhundrede Spor til, at Bønderne gjorde Fordring paa, at en Del af Tienden („Bondelodden“) skulde anvendes til Fattiges Forsørgelse, men senere omtales (naar undtages det meget gamle Lægdsvæsen) næsten ingen andre Anstalter til Fattigondets Afhjelpelse, end at man sammesteds ved Bygdevægtere eller „Stodderkonger“ søgte at hindre pasløse Omstreifere og Betlere fra at trænge ind i fremmede Præstegjeld. Nu
