blev derimod Fattigvæsenet ved de nævnte Forordninger, der paabøde særskilte Fattigkassers Oprettelse, bragt i en mere regelmæssig og ensartet Skik og kom omtrent i den Ordning, hvori det vedblev at.være indtil i 1845. Samtidig grundedes Christiania Tugthus, der længe var at anse som en Mellemting mellem en mild Stiftelse og en Strafanstalt. Dog til yderligere at gaa ind paa disse i sig selv saa interessante Forholds Historie er her ikke Stedet.
Efter de her omtalte fire paa hinanden følgende Uaar (1739, 1740, 1741, 1742) kom endelig et bedre, paa sine Steder endog rigt Kornaar i 1743. Tilstanden begyndte nu at bedres. Den gamle Erfaring, der gjælder alle Tider og alle Steder, nemlig at deslige Ulykker, som ødelæggende Krige, Hungersaar og smitsomme Sygdomme, vistnok kunne bevirke en øieblikkelig, men ikke nogen varig Formindskelse af Folkemængden, gjentog sig ogsaa her. Tilvæxten i denne bliver nemlig altid saa meget stærkere, naar de midlertidige Hindringer ophøre at virke.[1] Skjønt vi ikke have mange statistiske Opgaver over Ægteskabers, Fødslers og Dødsfalds Antal til vor Raadighed fra hin Tid, ere dog de, der foreligge os, talende nok. Den megen Eiendom, som blev ledig ved den overordentlige Dødelighed, gjorde naturligvis Giftermaalene langt hyppigere i den nærmeste Tid. I Nes paa Romerike bleve f. Ex. i Aarene 1743 og 1744 henholdsvis ægteviede 45 og 42 Par, medens man af Kirkebogen ser, at der i al-
- ↑ Det er derfor ogsaa overmaade meget, der taler for den Anskuelse, at man i betydelig Grad har overvurderet den sorte Døds Betydning som medvirkende Aarsag i Norges paastaaede Tilbagegang henimod Middelalderens Slutning.
