med Hustruer og Børn; thi jeg maa tilstaa, at de alle ere fattige og af denne dyre Tid saa medtagne, at de intet mere eie tilbage end et Hus, fuldt af Elendighed og Fattigdom.“
Det meste af hvad vi vide om Ulykkerne i hine Trængselstider, angaar fremdeles Akershus Stift, og det kan ansees for sikkert, at dette haardest hjemsøgtes af disse Uaar. Hertil bidrog naturligvis først og fremst Oplandenes Afstand fra Havet og Udelagtighed i de Fordele, som Kystdistrikter kunne hente af sin Beliggenhed ved Søen. Men endnu en anden Aarsag har ganske vist betydelig forværret Tilstanden idet søndenfjeldske Norge, og dette var den for Nutidens Betragtning saa oprørende Forordning af 16de September 1735, hvorved det var forbudt at indføre Korn til Akershus og Christianssands Stifter fra andre Lande end fra Danmark, og som udentvivl maa henregnes til den danske Enevoldsregjerings mest uforsvarlige Misbrug af sin Magt.
Heraf kan det forklares, at man, da ordentlige Handelsforbindelser ved en unaturlig Lov vare hemmede, endog i Egne som Thoten og Hadeland maatte anse det for et stort Held, om man kunde overkomme Mask. „Furubark, Rødder af Jorden, ja Blade af Træerne, saasom Asp og Siljetræ,“ siger Sorenskriveren der, Nils Wisløff,[1] tørredes og maledes til Mel. Heraf bagtes Brød, der stegtes paa flade Jerntakker. Havde en Enkelt en Setting Rug eller Bygmel at blande i dette sørgelige Brød, var det en stor Herlighed, thi skjønt dansk Korn og det i temmelig stor Mængde
- ↑ Hans interessante Beskrivelse over Hadeland og Thoten findes i Haandskrift i den Kallske Samling paa det store kgl. Bibl. i Kjøbenhavn.
