var at faa i Kjøbstæderne, „var Prisen saare høit opstegen, og Bønderne havde ikke Penge at kjøbe for, ei heller Kræfter til at bære det frem saa lange Veie paa deres Ryg.“ Og derfor, vedbliver Wisløff, „tog Sult og Sygdom saamegen Overhaand, særlig blandt fattige Folk, som ingen Raad eller Middel havde, hvilken Svaghed havde den Beskaffenhed med sig, at naar et friskt Menneske kom ind til disse Syge for at se til dem, og de kom igjen til sit Hus, bleve de befængte med samme Svaghed og det med Hovedpine og Svimlen, med Kulde og Hede, at de maatte tilsengs. Saaledes grasserede denne Svaghed fra Gaard til Gaard og udpinte Folkets Kræfter, saa at Mange, baade Gamle og Unge, i denne Svaghed døde.“ I Nes paa Romerike udgjorde Antallet af Fødte og Døde i 1741 henholdsvis 99 og 195; 1742 endog 31 og 441. I Høland 1741 henholdsvis 96 og 103, i 1742 henholdsvis 47 og 359. Ogsaa i Gudbrandsdalen, hvorhen Tilførselen dengang maatte ske paa Hesteryggen fra Romsdalen, og i Budskeruds Amt[1] vide vi efter statistiske Data, at Dødeligheden var overordentlig. Endog ved Kysten af Christianiafjorden var den voldsom, om end i noget mindre Grad; Follo Sorenskriveri talte i 1742 159 Fødte og 504 Døde. I de nordligere Havdistrikter var derimod Tilstanden sammenlignelsesvis noget bedre, thi der var, som antydet, Sønæringen større og derhos Kornhandelen fri. I Søndmøre Fogderi fødtes og døde i 1741 henholdsvis 380 og 430, i 1742 henholdsvis 504 og 541; mærkeligt nok tiltog i det næste Aar ogsaa Fødslerne. Dog
- ↑ Om Tilstanden paa Ringerike se Wiels Beskr. (Top. Journ. H. 31, S. 157–158).
