„grove Tyverier og Røverier“ i disse ulykkelige Aar vare hyppigere end ellers.
I en Skrivelse fra daværende Major de Seue til Generalmajor Huitfeldt paa Ellingaard, dat. Vestby 24de April 1742, skildres Tilstanden paa følgende Maade:
„Jeg har over 22 Mand i mit Kompagni, dem jeg formedelst Manquement af Føde til deres Livsophold ikke er capable til at exercere; thi naar de om Søndagen komme til Kirken, og jeg vil exercere, beklage de sig ikke at kan, ihvor de gjerne vilde, af Aarsag En siger, ikke i et Jævndøgn at have faaet Mad, en Anden siger, ikke i 2 Gange 24 Timer at have faaet Noget til Fortæring; den Tredie beretter, han har spist Brød af Bark og drukket Vand til over 2 Maaneder, og saa videre. Spørger jeg om Aarsagen, sige de, først blev Grøden forleden Aar saa borte, at de ikke havde Føde deraf uden med Nød til Jul; dernæst udsatte de sig saa for Sædekorn og Føde forleden Aar, at deres Kreaturer gik næsten med, og de faa, de havde igjen, ere nu alt kreperede af Manquement paa Fourage, som de ei heller fik Noget af, saa de nu intet eie det ringeste ......; og af det Korn, Deres Majestæt allernaadigst lader uddele og kreditere til de Nødlidende, beklage de sig ikke at faa, af Aarsag sige de, det mest uddeles til de formuende Bønder og dem, der kan betale. – Desuden det og arriveret med 3 Mand, de har faldet ned under Geværet af Afmægtighed, da de aldeles ikke, som de selv skal kunne bevidne, i Exercitien er uden med størst Lemfældighed trakteret; mens de foregive, som det og er i Sandhed, af det de ere udhungrede, – og idag, da jeg skriver dette, har disse 22 Mand været hos mig og begjært min Kaution for at faa Korn, ellers de maa dø; men min Formue strækker ei dertil, men kaverte alene for 4 Mand, dem jeg vidste allermest i Nød
