„1742 udi Sommeren, da Luften begyndte at blive hed, (fortælles der i en Pjece fra 1750),[1] nedfaldt af Luften en stor Del Orme paa Byggen omkring Christiania i Norge, blandt hvilke de fleste vare sorte, andre stribede, de fleste indsvøbte i en tynd Hinde, som Silkeorme, hvilke bleve siden til Sommerfugle; af disse usædvanlige og skadelige Orme blev Sæden med Græs og Urter i en Hast saaledes opædt, at mange Mennesker og Kvæg derover maatte lide stor Mangel paa Føde, ja mange døde af Hunger. Efterat Grøden saaledes var fortæret, krøb endel af disse Orme ned i Jorden, men Aadslerne af dem, som bleve tilbage, foraarsagede en overmaade vederstyggelig Stank.“ I August Maaned indtraadte derpaa, fortæller Rappe i sin ovennævnte Indberetning, Nattefrost, først i Fjeldbygderne, dernæst ogsaa i de lavere liggende Egne, og mod Slutningen af September maatte Høsten ei alene i Akershus Stift, men i hele Riget erklæres for mislykket. For en Mængde Husmænd og smaa Jordbrugere var der endog slet ikke Tale om nogensomhelst Indhøstning, da de stakkels Mennesker intet Korn havde havt til Udsæd. „Mange hundrede Mennesker fra Oplandene,“ siger Amtmanden, „har jeg med Hjertesorg seet her i Bygden, som have søgt Arbeide, men man har Intet havt for dem at bestille, thi ere de gaaede hjem, og endel underveis kreperede.“ I en anden Indberetning – fra øvre Romerikes Provsti – omtales, at tre Mennesker vare fundne paa Marken, døde af Hunger, og Stiftamtmanden oplyser, at
- ↑ Jacob Borrebye: En liden Tidsfordriv eller Raritetskammer, Kjøbenhavn 1750, S. 38. Pontoppidan (Norges nat. Hist. I. S. 48) omtaler ogsaa disse Orme, men som en almindelig, ikke til Kristianiaegnen indskrænket, Landeplage. De nævnes ogsaa i Reskript af 6te Juli 1742.
