Pontoppidan,[1] som skrev kun ti Aar senere, skildrer efter Beretninger, der altsaa have fuldt Krav paa Troværdighed, Aarene 1740 og 1741 for Norges Vedkommende saaledes: „Det var ligesom Solens Glands, Varme og vederkvægende Kraft havde tabt noget mærkeligt, og at Jordens Afgrøde stod og kvinede, uden at komme ret afsted. Skoven vilde i de Uaaringer ikke renne, det er skyde sig, og fik knapt sin sædvanlige Grønhed, men lidet eller intet Skud paa Enden af Grenene. Paa Agrene vanlykkedes det Meste af Sæden, fik ingen ret Kjærne og satte Landmanden i stor Tvivlraadighed, naar han næste Aar atter skulde saa paa Haab.“ I Udlandet stod det idetmindste paa mange Steder ikke stort bedre til, og det ei alene i Europa, men endog i Nordamerika. Overalt hørte Sygdom og usædvanlig Dødelighed til Dagens Orden, ikke mindst paa begge Sider af den botniske Bugt. I Finland blev Elendigheden saa meget større, som dette Land just fra hint Aar blev Skuepladsen for den ulykkelige Krig mod Rusland, som det svenske Hatteparti, ophidset af Frankrige, i 1741 begyndte uden tilstrækkelige Forberedelser og uden duelige Hærførere. Soldaternes Gjenvordigheder ere neppe til at beskrive.
Aaret 1742 blev dog det værste. Fra Stiftamtmanden i Akershus, Generalmajor Otto Fredrik v. Rappe, haves en Indberetning, hvoraf man ser, at, ihvorvel man først sent kunde komme til at saa, havde dog Aaret en Tid lang været meget lovende; „baade jeg selv,“ siger han, „og alle Reisende have iaar seet Guds Velsignelse staa paa Marken i saa stor Overflødighed, at faa kan mindes den større.“ Men allerede i Sommerens Løb begyndte Orme af usædvanligt Udseende at fortære Sæden.
- ↑ Norges naturlige Historie, I. S. 156.
