dredes femte Tiaar herjedes ved flere gjentagne Uaar, der her i Landet fremkaldte en overordentlig Nød. Alene i de to Aar 1741 og 1742 oversteg Dødsfaldenes Antal Fødslernes med den store Forskjel af 31,436, og det paa en Tid, da Rigets samlede Befolkning høist kan anslaaes til 700,000.
Det er om disse sidste Trængselsaar, at vi her ville fortælle. Vore Kilder have for en Del været trykte Skrifter (som f. Ex Ilmonis „Bidrag till Nordens Sjukdomshistoria, tredje delen, Helsingfors 1853“, Pontoppidans Norges naturlige Historie samt stundom en og anden Bygdebeskrivelse), men fornemmelig dog utrykte Papirer, hentede fra Rigsarchivet og andensteds.
Sommeren 1739 havde været kold, og allerede dette Aars Høst var derfor ringere end sædvanlig. Derpaa fulgte mellem 1739 og 1740 en overordentlig streng Vinter. Man kunde kjøre over Øresund, ja, som det heder, endog mellem Kjøbenhavn og Danzig; i England tilfrøs Themsen, i Holland Zuydersøen, i Tydskland Rhinfloden, selv i Spanien og Portugal naaede Sneen flere Fods Høide; paa Middelhavet rasede de heftigste Storme. Vistnok fik man en mild Vaar, men den ledsagedes af heftige Oversvømmelser, og Sommeren blev atter kold, saa at Høsten paany mislykkedes. Allerede i 1740 finder man derfor, at de Dødes Antal og det endog i nogle af vore frugtbareste Bygdelag oversteg de Fødtes. I Nes paa Romerike fødtes saaledes 118, men døde 144, i Lier ved Drammen henholdsvis 84 og 108.
I de to følgende Aar 1741 og 1742 vare de klimatiske Forhold, forsaavidt der haves Besked herom, omtrent af samme Beskaffenhed, som de havde været i 1740.
