at der ved Undervisningen benyttedes en af Præsten selv udarbeidet haandskreven Katechisme-Forklaring.[1]
I Christiania By havde ogsaa Forholdet hidtil været omtrent det samme som paa Landsbygden. I 1706 antog nemlig vor Hovedstads Magistrat for første Gang en vis Elias Hansen til „Skolemester for Byens omløbende og fattige Børn, som Stodderfogderne skulde tilføre ham.“ Læregjenstandene skulde være Udenadlæsning af nogle Bønner, Troesartiklerne, Pligterne, Guds Bud, Herrens Bøn og Sakramenterne. Først efter at dette var lært udenad, skulde de, „som havde Lyst og Nemme“, lære at læse indenad og, om muligt, at skrive.
Forordningen af 1739 stillede med en Gang store Fordringer til Almuen, som baade skulde finde sig i nye og uvante Udredsler og forpligtes til at sende fine smaa Børn lange Veie afsted for at gaa i Skole. I mange Henseender forlangte Forordningen med et Slag gjennemført Reformer, som først i vore Dage ere blevne til Virkelighed. Man kan derfor ikke forundre sig over, at denne Lov mødte den stærkeste Modstand hos Bønderne, ja med Rette ansaaes som uiverksættelig af Præsterne. Mange Fordomme maatte nemlig her bekjæmpes, thi Almuen ansaa mangesteds Skoleundervisningen ikke alene for overflødig, men ligesrem for skadelig. En ny Forordning af 5te Mai 1741 maatte derfor udstedes, der eftergav den største Del af de opstillede Fordringer og overlod „til Menighederne selv, som bedst kjende de Distrikter, hvori de bo, samt deres egen Leilighed, at bringe de til Ungdommens Oplærelse bekvemmeste Midler i Forslag.“
- ↑ Gjessings Jubellærere, III. 1, S. 355–356. Colstrups Levnet er af nærv. Forf. udførlig fortalt i Historiske Skildringer, II. (Tillægshefte til Folkevennen for 1878).
