kirkelige Handling allerede før har forekommet i enkelte Dele af det dansk-norske Monarki, navnlig paa Island, hvor den berømte Gudbrand Thorlakssøn, der af sine Landsmænd har faaet Hædersnavnet „den lille Luther“„ indførte den i Hole Stift, hvor han var Biskop 1571–1629. Mærkeligere for os er det dog, at Peder Hersleb indførte Konfirmation i Akershus Stift i 1734, altsaa nogle Aar før, end Lovbudet udkom. Hersleb var ogsaa en af dem, hvis Indflydelse hos Kongen i væsentlig Grad bidrog til at fremkalde Forordningen af 1736.
Skjønt denne Forordning ikke udtrykkelig opstiller Færdighed i Indenadlæsning som Betingelse for Konfirmation, er det dog klart, at den regelmæssige, gjennem længere Tid fortsatte Forberedelse af Præsten, som deri indskjærpedes, efterhaanden vilde have bidraget til at gjøre Indenadlæsning mere og mere almindelig, selv om ikke kort efter Lovbud vare blevne udgivne om et ordnet Skolevæsen paa Landet. Dette skede imidlertid meget snart ved Forordningen af 25de Januar 1739 om Almueskolerne. Denne Forordning er den første, som forlanger, at Børnene skulle lære at læse indenad, idet den opstiller Duelighed til Undervisning heri som den første Fordring til de Lærere, som skulde antages.
Spor til tidligere Skoler for Landalmuen mangle vistnok ikke ganske. Saaledes havde allerede omkring Aar 1700 den nidkjære og kraftfulde Jens Colstrup i Nes paa Romerike, en Mand, der som Krigsmand har en Plads i vor Historie ved Siden af Kjeld Stub, oprettet Omgangsskoler i sit Præstegjeld. Men skjønt dette Foretagende i sin Tid anpristes som noget mærkeligt og enestaaende, bestod det kun deri, at Præsten „adjungerede Klokkeren tvende vittige Husmænd“, og at Indenadlæsning ansaaes som liggende udenfor denne Skoles Formaal, sees deraf,
