norske Nations Yndlingsord“, heder det hos Stampe.[1] Og den Levning af Kjendskab til vort Oldsprog, som vedligeholdt sig seigest, var Forstaaelsen af gamle Retsdokumenter. Endnu i syttende Aarhundrede gaves der dem, som forsøgte sig i at skrive falske Diplomer til Brug navnlig ved Aastedssager.[2] Den naturlige Sands for mekanisk og kunstnerisk Virksomhed, som udmærker vort Folk, kan ogsaa forfølges langt tilbage. Allerede for henved to Aarhundreder siden kunde f. Ex. en af de i Danmark dengang berømteste Kunstnere, Magnus Berg, uden nogen synderlig Fordannelse udgaa fra Gudbrandsdalen. Fleresteds omtales smukke Altertavler, forfærdigede af Bønder o. s. v., for ikke at tale om de gamle Stavekirker, der tilhøre en ældre Tid end den, vi her nærmest have for Øie. Hvor snevre de Kredse end vare, inden hvilke Bonden bevægede sig, havde han dog fra Barnsben af lært at iagttage meget bestemte, yderst forsigtige Regler for sin Opførsel og Fremtræden, hvad enten det gjaldt at modtage fremmede Gjester paa sin Gaard, eller selv at aflægge Besøg, føre en Samtale o. s. v. Bevidstheden om, hvad der var sømmeligt og passende eller ikke, var stærkt udviklet. Og var Almuens Liv og dens Interesser indskrænket til Bygden, var end det, Bonden vidste, kun Lidet, saa var dette Lidet hans eget, var fra umindelig Tid iklædt en folkelig, tidt fyndig og sindrig Form. Den gammelnorske, nu svindende, Bondekultur manglede overhoved ikke sine virkelig skjønne Momenter, som nu altfor ofte maa savnes i en vel mere oplyst, men tillige famlende og urolig Overgangsperiode.
