Til at hidføre denne Overgang fra en isoleret Bygdetilværelse
til en større Delagtighed i Verdenskulturen har
naturligvis Udbredelse af Færdighed i Læsning blandt
Folkets store Masse bidraget i en væsentlig Grad. Spørgsmaalet
om, hvor gammel denne Færdighed er i vore Bygder,
bliver saaledes et meget vigtigt, skjønt det hidtil rigtignok
har været lidet paaagtet. Det er nemlig aabenbart,
at den hele politiske Bevægelse siden Statsforandringen
i 1814 kun er muliggjort derved, at Grundlaget for
det menige Folks Selvstændighed allerede var lagt under
Foreningen med Danmark. Det skyldtes en uindskrænket
Regjering, som vistnok allermindst tilsigtede at opdrage
Statsborgere, meget mere kun tænkte paa Udbredelsen af
religiøs Kundskab, men som ikke destomindre herigjennem
kraftig kom til at forberede et følgende Aarhundredes
Tilstande.
Se vi hen til den første Tid efter Reformationen, da er det indlysende, at den store Mængde ikke kunde læse, allerede af den Grund, at der fattedes Bøger. I Norge selv optræder Bogtrykkerkunsten først over hundrede Aar senere, nemlig i de sidste Aar af Christian den Fjerdes Regjeringstid. Og de Bøger, som sendtes fra Danmark, vare yderlig faa,[1] ikke at tale om, at den danske
- ↑ Af Christian den Tredies Bibel sendtes for det første kun sex og niti Exemplarer til Norge, af hvilke endda en stor Del borttoges paa Veien af Sørøvere. Endnu henimod Slutningen af Aarhundredet nævnes i Biskop Jens Nilssøns Visitatsberetninger baade Kirker og Præster, der savnede Bibel. Til enkelte ældgamle Bøger, der hist og her findes i Bygderne, knytte sig endnu Sagn om, hvor kostbare de have været i sin Tid. I
