Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/224

Førend Almueskolens Oprettelse i vort Land forstod altsaa kun de færreste at læse i Bog (vare „boglærte“), og endnu færre kunde læse Skrift (vare „brevsynte“, som det hed) eller havde lært selv at skrive. Man havde lært udenad nogle Bønner og Salmer, og skulde der skrives en Føderaadskontrakt, et Skjøde eller et Gjældsbrev, fik man en Præst, Sorenskriver eller Lensmand til at gjøre det. Man regnede med „Tjaug“ og store Hundreder og ved Hjelp af Streger og Karvestok, og til Tidsregningen betjente man sig af sin Primstav. Den historiske Kundskab bestod i en og anden Erindring om den sorte Død, om svære Hungersaar, om trykkende Skattepaalæg, om milde eller umilde Fogder, om lærde eller ulærde Præster, om Hannibalsfeiden eller Krabbekrigen. Ved Siden af deslige Fortællinger levede ogsaa paa Almuens Læber de Ordsprog og Folkeviser og de overtroiske Traditioner, hvis Levninger Videnskaben i vore Dage har saa megen Møie med at opsamle. En fremtrædende Plads i Bondens Kundskabsforraad indtog ogsaa hans mangengang forbausende Indsigt i den Del af Lovgivningen, som vedrørte hans egen Næring og Bjering, og mange ere de Vidnesbyrd, som ligefra de islandske Sagaers Tid indtil vor egen haves om dette juridiske Drag i vor Almues Charakter. De faa Bønder, hos hvem der fandtes nogen boglig Kundskab, have udentvivl netop benyttet den i denne sin Yndlingsretning. Og den eneste Bog, om hvis Udgivelse det udtrykkelig heder, at den fremkaldte Glæde blandt vor Landbobefolkning, er Christian den Fjerdes Norske Lov. (1604). Om den fortælles der nemlig i Slanges Christian den Fjerdes Historie, at „den blev med stor Begjærlighed og Glæde annammet og imodtaget, saa at aldrig har været seet saa store Tilløb af Folk paa Thingene som denne Tid.“ „Lands Lov og Ret er et stort Ord og den