Efter vor Tids Tænkemaade og Vilkaar vil den Ting
ikke at kunne læse indenad forekomme os næsten uhørt, i
hvert Fald som Bevis paa den alleryderste Grad af Uvidenhed.
Og dog behøve vi ikke at gaa mere end fire
eller fem Slægtled tilbage for at støde paa Tider, da kun
den mindste Del af Norges Bønder kunde læse endog blot
sine Troesartikler eller sit Fadervor op af en Bog. Almuen
kunde vel i Regelen sine fem Parter af Luthers
Katechismus udenad, men den havde lært Ordene ad Ørets
Vei, ikke ad Øiets.
Men manglede Bonden Skolens Undervisning, var til Gjengjæld den Belærelse fyldigere og stærkere, som Børnene modtoge i Hjemmet. Det har nemlig været en Kjendsgjerning, at de Goder, som Skolen skjænker, ofte kjøbes paa den folkelige Overleverings Bekostning. Forlanger man først, at Almuen daglig skal sende sine Børn i Skolen, mene Forældrene snart, at Læreren nu skal paatage sig det fulde Ansvar for, at Ungdommen faar at vide, hvad den skal, og den gammeldagse Visdom, som hidtil forplantedes paa Gaardene, viger sky tilbage for den „methodisk“ oplærte Skolemesters Lærdomme.[1]
- ↑ Endnu i 1821 skriver N. Hertzberg: „Jeg er endog saa heterodox at tro, at, om end Lokaliteten tillod de saakaldte faste Skoler, vilde jeg ei tilraade dem blandt Landalmuen paa Grund af, at Forældrene gjorde da selv Intet til Børnenes første Undervisning. I By og Bygd, hvor fast Skole monne være, overlades jo alt til Skoleholderen, Forældrene selv lære jo Børnene fast ei en Bogstav at kjende, og dette er ikke godt, hverken for Forældre eller Børn.“ (Budstikken, II. S. 717).
