Røros Verks ældste Arbeidsstok bestod forøvrigt af
meget blandede Elementer. Egnen var dengang omtrent
mennesketom, og man maatte tage Folk, hvor man kunde
faa dem fra, og man synes ogsaa mest at have faaet saadanne
Personer, der havde forspildt sin Lykke paa andre
Steder. Dette gjaldt vistnok i Almindelighed om Datidens
Bergfolk, der skildres som pasløse Personer, hengivne
til Dobbel og Drik. Intet er i denne Henseende mere
betegnende end den Kjendsgjerning, at Regjeringen (Forordning
af 24de Febr. 1654, Norske Lov 6–13–13) lod
Personer, der havde begaaet Leiermaal i forbudne Led,
dømme til at tjene ved Bergverkerne og saaledes satte
disse i Klasse med Strafanstalter, et Forhold, der først
ophørte 1734. Indtil den Tid blev ogsaa Bergarbeide anvendt
som en Formildelse af Fæstningsstraffen for andre Forbrydere
end de ovennævnte. Af en Regnskabsbog fra
1691 har Eilert Sundt optegnet endel af de daværende
Arbeideres Tilnavne, der ere meget charakteristiske. Nogle
af dem, saasom Nordfjord, Grue, Døl, Eidsvold, Hedemark,
Jemt, Herdal, Svensk, Ærø, Aalborg, Tisted, Prydts,
Vetzels o. s. v. ere Udtryk for Vedkommendes norske,
svenske, danske, tydske Herkomst, andre, som Dragon, Korporal,
Bygmester, Smed, Bilzmager o. s. v. for deres
tidligere Haandtering, atter andre ere ligefrem Klænge-
eller Øgenavne, saasom Kommandant, Naadløs, Ageløs, Betroed,
Hopop, Vitpot o. s. v. Af alle disse Arter Navne
ere flere endnu i Brug blandt disse Nybyggeres Efterkommere.[1]
Det er derfor naturligt nok, at der i flere Bygder, især mest i Gudbrandsdalen, har bevaret sig Fortællinger
- ↑ Eilert Sundt, Om Røros og Omegn. (Trykt som Manuskript). Thjem. 1858. 8. S. 86–87.
