stor brandgul Flue fygende ind i Kirken mellem Almuen
og fløi lige hen til Bruden. En Stund efter kom der en
til. Bruden blev bleg og var færdig til at synke ned.
Præsten standsede i sin Tale og spurgte, hvad der feilede
hende. Bruden sagde da fra, at det var vist Gand, sendt
af Finnen, som var ude og gik, og at endnu var nok den
tredie og værste Fluen tilbage. Der var liden Von om,
at hun kunde holde det ud, sagde hun, og fik det hende
til at sige ned, da var det forbi med hende. Præsten
faldt da paa Knæ og gjorde Bøn for hende, og efterpaa
sang Almuen den Psalme: „Saa skal da Satans Rige“.
Mens Psalmen blev sungen, kom Fluen surrende ind i
Kirken med stor Larm, men sagtnede alt mere og mere,
jo nærmere den kom Alteret, og var rent ødelagt, da den
naaede Bruden. Siden havde hun Fred for Fingubben.
„Sveinn Urædd“ for 1869, No. 24. Meddeleren. (en Anonym, O. L.) sætter de Begivenheder, som have givet Anledning til dette Saga kun 70 Aar tilbage i Tiden.
Strax ved Gaarden Sandum, hvor Christian den
Fjerde skal have overnattet den 6te September 1602, ligger
en Sandhøi, hvor Kongen skal have skudt en Vilddue,
hvorfor den endnu heder Kongehøien. En fattig Kone
fandt omtrent 1730 et Guldstykke der, der mentes at hidrøre
fra den Leilighed. Huset, hvori Christian boede, blev
først nedrevet for tredive Aar siden.